ByggeriRejsegilde for sidste del af nyt, svanemærket bykvarter i Ballerup

Rejsegilde for sidste del af nyt, svanemærket bykvarter i Ballerup

Et område i Ballerup Bymidte har været en byggeplads i mange år. Med rejsegildet for Ellebo III onsdag den 21. august går byggeriet nu ind i sin sidste fase – og et smukt, svanemærket bykvarter kan snart byde nye beboere velkommen

Foto fra byggepladsen ved Ellebo 3

Sundt indeklima, lavt energiforbrug og fællesskab bliver omdrejningspunktet for det nye bykvarter umiddelbart syd for Ballerup Centret. Her, hvor der tidligere var fire betonblokke fra 60’erne, er et nyt blandet, boligområdeområde skudt op over de seneste år. Med Ellebo III bliver kvarteret fuldendt.

Tak for tålmodigheden

Alle dagens talere takkede beboerne for deres tålmodighed. Støj, støv og tunge lastbiler har været nærmeste nabo for mange i godt syv år.

”Jeg ved, at der har været mange gener for beboerne – det glæder vi os til snart at kunne vinke farvel til. Vi er glade for nu at kunne se enden på en meget lang byggeproces, som faktisk er langt mere end blot et nybyggeri – det er et helt nyt, svanemærket boligområde i Ballerup Bymidte,” sagde formand for Ballerup Ejendomsselskab, John Olsen.

Læs om den lange proces fra renovering til nybyggeri

Borgmester Jesper Würtzen medgav, at der havde været mange benspænd undervejs.

”Men nu går det heldigvis den rigtige vej. Og der er brug for de nye boliger – ventelisterne er meget lange, og beliggenheden her er god. Tæt på bymidten og lige overfor den nye bypark, der bliver færdig til næste år,” konstaterede Jesper Würtzen.

Men det er ikke kun byggepladsen, der har været ramt af benspænd.

Familieboliger i modvind

“Det er en stor glæde at stå her i dag. Ikke mindst i disse tider, hvor vi har så svært ved at bygge nye familieboliger på grund af det lave maksimumbeløb (for alment byggeri, red.). Men nu står vi midt i den forvandling, Ellebo har været i gennem – en forvandling der har krævet samarbejde, tålmodighed og ikke mindst en stor portion kreativitet. Og heldigvis har vi haft mange gode samarbejdspartnere og en god kontakt til Ballerup Kommune,” sagde Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.

Byggedirektørens takkeliste var lang – ingen nævnt, ingen glemt.

Læs mere om problemet med maksimumbeløbet

Fra blokke til bykvarter

Oprindeligt bestod Ellebo af 284 boliger fordelt på fire blokke. Med de nye blokke og rækkehuse er området blevet fortættet, så der i alt kommer til at være 434 almene boliger, samtidig med at der er solgt grund fra til 100 private boliger. Området har derved fået en mere bymæssig karakter.

Men der bliver stadig plads til fællesskab.

Ellebos nye fælleshus, der også indeholder ejendomskontor.

Grønne uderum og fælleslokale

Den overordnet vision for hele området har været at skabe ét samlet bydelskvarter, der fremmer fællesskab og godt naboskab, hvor der er liv mellem husene og med boligtilbud til mange forskellige beboere. Derfor kommer der fælles vaskeri, gode, grønne uderum og et 400 m2 stort fælleslokale.

Offentlig transport fremfor privat

Boligerne ligger tæt på S-tog, busser, et stort udvalg af indkøbsmuligheder og institutioner. Det betyder, at kommunen – i bæredygtighedens navn – har sat en begrænsning på parkeringsarealet: 0,6 bil pr. bolig.

Åbent hus og nyhedsbrev

Læs mere om Ellebo III og bliv skrevet op til nyhedsbrevet om byggeriet her

Om Ellebo III

I alt 118 familie-, unge-, ældreegnede- og andre særboliger fordelt på 7 blokke ud mod Baltorpvej.

Boliger mellem ca. 38 m2 til 108 m2, fordelt på 1, 2, 3- og 4-rums lejligheder.

Opføres med facader af tegl og træ, og bebyggelsen er Svanemærket.

Indflytning i boligerne kommer til at ske etapevist fra december 2024 til februar 2025.

Illustration af Ellebo 3
  • Bygherrer: Ballerup Ejendomsselskab
  • Byggeforretningsfører: KAB
  • Bygherrerådgiver Wissenberg A/S
  • Arkitekter: Henning Larsen A/S
  • Totalentreprenør: 5e Byg A/S
  • Ingeniør: Henry Jensen A/S

Seneste nyt

Andre læste også