På den tidligere flyvestation i Værløse står fem nyopførte længehuse. Rundt om bygningerne er der hangarer og åbne grønne områder, og den gamle landingsbane kan skimtes ude i horisonten. Om to uger flytter de nye beboere ind i deres nye hjem, og det summer af aktivitet på parkeringspladsen og rundt om husene.
Simon Folkmann Iversen, servicemedarbejder i Furesø Boligselskab, fortæller:
”I dag holder vi åbent hus for de nye beboere i Skovhusene. Vi er fem medarbejdere fra driften, som er taget herud, og vi har ansvaret for hver vores længe. Vi sørger for at tage godt imod de nye beboere og lukke dem ind i deres bolig, så de har mulighed for at måle op og få et sidste kig, inden de flytter ind efter efterårsferien.
En formand byder velkommen
Halvanden time senere er der igen tomt på parkeringspladsen. De fremmødte har sat kursen mod Farum Midtpunkt, hvor næste punkt på dagsordenen er et fælles informationsmøde. Stolene bliver hurtigt fyldt op på det lokale ejendomskontor i Paltholmterrasserne og Thomas Jensen, formand for Furesø Boligselskab, byder velkommen.
I løbet af den næste time får beboerne en masse praktisk information om nøgleudlevering, fejl- og mangellister, parkering, internetforbindelse, fællesarealer og råderet. Der er en god stemning i lokalet, og der bliver stillet spørgsmål undervejs i de forskellige oplæg.
En mor, som sidder med sit barn på armen, vil gerne vide, om der er mulighed for at etablere en legeplads. Andre spørger ind til installation af hårde hvidevarer, og om de må tapetsere og male skunken på 2. sal. Undervejs i forløbet beslutter beboerne at organisere sig i en Facebook-gruppe, så de kan begynde at etablere et nabofællesskab.
Nabofællesskabets spæde start
Men hvordan starter man egentlig et godt nabofællesskab op? Det har Nikolaj Dehn, formand for Kajerødhuse et par gode bud på. I august 2020 var han blandt de første beboere, der flyttede ind i Kajerødhuse, og Nikolaj er med på informationsmødet for at give sine erfaringer videre til et nyt hold førstegangs-indflyttere.
”Da jeg flyttede ind i Kajerødhuse, var det midt under corona. Det gjorde det sværere for os at mødes fysisk, men på en eller anden måde rystede forsamlingsforbuddet os sammen. Vi mødtes ofte på legepladsen og talte med hinanden. Vi fik også hurtigt startet en Facebook-gruppe, hvor vi kunne stille spørgsmål og hjælpe hinanden,” fortæller Nikolaj og tilføjer:
”Det første halve år fungerede jeg og to andre beboere mere eller mindre som uofficielle bestyrelsesmedlemmer, inden vi kunne samles og holde det første afdelingsmøde.”
Nikolaj fortsætter:
”De bedste råd jeg kan give videre til jer er: Involver jer. Brug tid på at lære jeres naboer at kende. Tal med hinanden løbende om stort og småt. Både over hækken og i jeres Facebook-gruppe. Det er vigtigt, at ingen bliver koblet af. Hvis I har naboer, som ikke forstår dansk, så skriv også jeres Facebook-opslag på engelsk.”
Thomas Jensen, formand for Furesø Boligselskab supplerer med en afsluttende bemærkning, inden mødet rundes af:
”Jeg er helt enig. Det er vigtigt, at I taler jævnligt sammen og lærer hinanden godt at kende. De bedste beslutninger træffes, når man kigger hinanden i øjnene.”
Om Skovhusene
- Skovhusene er opført af Furesø Boligselskab og ligger på den tidligere flyvestation i Værløse.
- Byggeriet er opført som længehuse og er fordelt på fem bygninger med tre etager i hver.
- Afdelingen består af 50 almene familieboliger, hvoraf Furesø Kommune har anvisningsret til de 20 boliger i stueetagen.
- Skovhusene ligger i det område der hedder Sydlejren, som er en blanding af ejer- og lejeboliger, der rummer bofællesskaber, senior- og almene boliger.
Læs mere om Skovhusene og skriv dig på venteliste