I Ryesgade 104 ligger en smuk ejendom fra slutningen af 1800-tallet. Bygningen er opført i italiensk renæssancestil og fremstår med røde teglsten og dekorative detaljer i murværket. 12 ”terrakotta-medaljoner” pryder facaden ud mod søerne og en indre gårdhave med springvand skaber et roligt uderum for husets beboere. Ejendommen emmer af historie både udvendig og indvendig
Den firelængede bygning ejes af Brdr. Soldenfeldts Stiftelse og består af 99 lejligheder på 53 m² – 149 m². Engang tjente stedet som bolig for finere frøkener og tjenestepiger. I dag er stedet fortsat forbeholdt kvinder, men opdelingen i klasseskel hører fortiden til.
Brdr. Soldenfeldts Stiftelse er en selvejende institution og har været administreret af KAB siden årsskiftet 2020/2021.
Helle Riis, næstformand i Soldenfeldts fondsbestyrelse:
”Jeg flyttede ind lige efter den store restaurering i 2004. Jeg har boet her i 18 år og har tænkt mig at blive her i mange år endnu. Jeg føler meget for det her hus.”
Helle Riis har været næstformand i Soldenfeldts Stiftelse siden foråret 2022. Før det var hun formand i fire år. Helle har en baggrund som folkeskolelærer, men stoppede med at arbejde for nogle år siden. Gennem sit arbejdsliv har hun løbende engageret sig i bestyrelsesarbejde, og hun ved, hvad der skal til for at sætte skub i tingene.
Helle fortæller:
”Fondsbestyrelsen består af 5 personer, og vi mødes én gang om måneden. Udover mig (næstformand) og formanden er der to repræsentanter fra beboerne og et eksternt medlem. Flertallet i bestyrelsen udgøres af beboere, og der er gode muligheder for at sætte noget i gang.”
Helle nævner en række aktivitetsgrupper, som beboerne har startet op på eget initiativ. Der er aktivitetsgrupper, som mødes ugentligt og dyrker yoga, Tai Chi og gymnastik, og der er en spisegruppe, som hver måned organiserer fællesspisning i den gamle festsal i kælderen. Der er også en havegruppe, som sørger for at holde forhaven ud mod søerne og vande de mange planter og blomster i gårdhaven.
En anden velbesøgt aktivitet foregår i krea-værkstedet/hyggerummet, som ligger i forlængelse af motionsrummet på 4. sal. Her mødes beboerne for at male, sy og dyrke deres kreative interesser. Fra krea-værkstedet er også adgang til et lille bibliotek, hvor beboerne kan låne og bytte bøger.
De mange fællesrum og muligheder for samvær på tværs af huset har skabt et tæt fællesskab mellem kvinderne i Soldenfeldt. Helle Riis nævner, at det særligt kom til udtryk under corona, hvor alle var meget opmærksomme og tog sig af hinanden, hvis nogen blev syge eller smittede.
Turen til kirkegården
Med over 100 års historie bag sig er Soldenfeldt et sted med traditioner. En af de mere specielle traditioner er den årlige fejring af Soldenfeldts fødselsdag den 14. oktober. Her mødes beboerne og går i samlet flok til Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor de lægger blomster på brødrenes gravsted. Når de kommer tilbage fra kirkegården, er der fællesspisning i fællesrummet på 4. sal. Traditionen med at fejre brødrenes fødselsdag er et godt eksempel på, hvordan fondsbestyrelsen og beboerrepræsentationen samarbejder om et fælles arrangement.
Fremtidige projekter
I en gammel ejendom som Soldenfeldt er der altid noget at lave. På spørgsmålet om, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid, svarer Helle Riis:
”Som jeg nævnte tidligere, gennemgik huset en stor restaurering i 2004. Her fik vi klaret de store projekter med at gennemrenovere alle lejligheder og fællesrum. Men der er altid løbende vedligeholdelse i et hus som dette. Det næste vi skal i gang med, er at male vinduer, sætte nye forsatsvinduer på fællesarealerne og reparere ydermuren, som begynder at skalle af.
Du kan læse mere om Soldenfeldts historie og arkitektur på https://soldenfeldt.dk/
Årlige begivenheder
- Springvandet tændes i gårdhaven i april, og der serveres vin og snacks.
- Loppemarked i juni.
- Fejring af 1. søndag i advent med lystænding og julesange i gården og gløgg og æbleskiver i festsalen.
- Julemarked.
- Flaget hejses på 1. sals balkonen, når beboerne har fødselsdag (hvis de ønsker det).
Om Soldenfeldt
- Det er fonden Brdr. Soldenfeldts Stiftelse, som ejer ejendommen i Ryesgade.
- Fondsbestyrelsen består af beboere, og der arbejdes for et aktivt beboerdemokrati.
- Beboerne bor til leje i forhold til lejelovens vilkår.
- Ejendommen består af 99 lejligheder på 53 m² – 149 m².
- Der må bo én lejer i hver lejlighed, og det skal være en kvinde.
- Man kan skrive sig på venteliste, når man er fyldt 40 år.
- Man kan flytte ind, når man er fyldt 50 år.
- Ventelisten åbnes kortvarigt i slutningen af året og lukkes herefter igen. Læs mere.
- Der kan stå 200 på venteliste af gangen.
- Ledige boliger fordeles efter først-til-mølle-princippet.