BæredygtighedKAB huser ambitiøst energipartnerskab

KAB huser ambitiøst energipartnerskab

Der blev optaget nye medlemmer og drøftet mål for fremtiden, da KAB-Huset dannede rammen om årsmødet i Energispring

Adm. direktør i KAB, Jens Elmelund, åbnede årsmødet i Energispring i KAB-Huset efterfulgt af teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod.

Hvordan sikrer vi, at energiforbruget er mindst muligt i de københavnske bygninger? Og hvordan udnytter vi energien optimalt?

Det er to af de spørgsmål, der ligger til grund for arbejdet i Københavns Kommunes energipartnerskab, Energispring, som KAB er en blandt 56 partnere i.

”Det er et super godt initiativ, hvor vi kan få inspiration og samtidig dele vores gode erfaringer indenfor energieffektivisering i KAB-Fællesskabet med mange af de store bygningsejere, -administratorer og interesseorganisationer i København,” siger Brian Schnell, driftssupportchef i KAB.

Gode resultater og ambitiøse mål

Brian Schnell, driftssupportchef i KAB.

Derfor var det også en stor glæde at invitere partnerskabet indenfor i KAB-Huset i anledning af årsmødet 2024. Her blev fire nye medlemmer optaget – heriblandt BL – og der blev fremlagt resultater fra det forgangne år. De viste bl.a. en besparelse på energiforbruget på 1,4 %. Lagt sammen med resultaterne fra 2021 og 2022 har de involverede partnere de seneste tre år opnået en besparelse på godt 11 %.

Samtidig blev det besluttet at fortsætte arbejdet med målsætningerne fra 2023 i det nye år. Konkret betyder det bl.a., at man stræber efter at udvide partnerskabet til at inkludere 1.000 bygninger mod 840 i dag, og at 70 % af bygningerne skal opnå en energibesparelse på 9 % over en treårig periode.

”Det er nogle ambitiøse målsætninger, men det er også nødvendigt, hvis vi skal rykke noget. Og jeg er glad for, at vi i KAB forpligter os sammen med så mange store aktører på at gøre en aktiv og målbar indsats for at spare på energien. Det taler rigtig godt ind i vores strategi om at skabe fælles værdi i KAB-Fællesskabet,” siger Brian Schnell.

Læs mere om Energispring

Seneste nyt

Andre læste også