ByggeriNybyggeriGenstart af Generationernes Byhus i Ørestad

Genstart af Generationernes Byhus i Ørestad

Boligforeningen 3B lægger an til at bygge 118 boliger i et Generationernes Byhus i Ørestad Syd. Aftalen om udvidet maksimumbeløb gør det muligt at bygge på trods af de svære tider

Generationernes Byhus er mere end et boligprojekt. Det er ambitionen om at skabe et hus, der summer af liv, og hvor en blanding af boligtyper og gode fælleslokaler danner basis for fællesskaber for unge, familier og seniorer. Sådan et hus med 118 boliger og en blanding af boligtyper har Boligforeningen 3B i støbeskeen på Asger Jorns Allé i Ørestad Syd.

”Vi glæder os over, at det nu ser ud til, at vi kan bygge Generationernes Byhus. Vi møder med det her projekt en efterspørgsel på boliger i byen, men vi gør mere end det. Det bliver et hus, der er bygget med de bedste rammer for fællesskab – og så er det måske lidt lettere at få gang i det fællesskab, vi ofte taler om i den almene sektor. Også på tværs af generationer. Det bliver fantastisk spændende at følge,” siger Iris Gausbo, formand for Boligforeningen 3B.

Reddet af udvidet maksimumbeløb

I sommeren 2021 måtte Boligforeningen 3B opgive at gå videre med byggeriet på Asger Jorns Allé, fordi økonomien ikke kunne hænge sammen. Projektet blev ligesom mange andre ramt af de voldsomt stigende byggepriser og kunne ikke realiseres inden for de almene byggeprojekters maksimumbeløb. Huset måtte igennem en spareplan og er et af de byggerier, der bliver reddet på stregen af den politiske aftale, der blev indgået i september 2022 og giver mulighed for at gå op til 20 % over maksimumbeløbet.

”Vi stod reelt overfor et stop for alment nybyggeri med de gældende maksimumbeløb. Det her eksempel viser, at den ekstra finansiering er afgørende for at få enderne til at mødes, og spaden i jorden til nye almene boliger i den nuværende økonomiske virkelighed,” siger Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.

5 tårne og svalegange på tværs

I dag er projekteringen af huset på Asger Jorns Allé i fuld gang, og byggestart forventes i 2024. Huset vil udadtil syne af fem tårne, der varierer fra 6 til 10 etager. Et tårn med ungdomsboliger, et tårn med seniorbofællesskab og 3 med familieboliger af forskellige boligtyper.
”Her vil man bo dør om dør med aldersmæssigt ligesindede, men samtidig have lokaler, der støtter op om fælles aktiviteter i stueplan og på tagterrassen. Svalegange forbinder tårnene og skaber møder mellem generationerne. Her er også små fællesterrasser for grupper af nære naboer,” forklarer projektleder Jesper Birn Lindeberg.

Bidrag til bylivet

Huset vil få en central placering på bydelspladsen i Ørestad Syd, og der er ambitioner om også at integrere og bidrage positivt til fællesskabet i lokalområdet. Et af de naturlige kontaktpunkter er butikkerne i husets stueetage. Boligforeningen 3B har solgt tre store erhvervslokaler fra til Cufadan Ejendomme, som vil arbejde med at tiltrække den rette type butikker.

Generationernes Byhus får en attraktiv beliggenhed på den centrale bydelsplads og midt i Ørestad Syds handelsliv.

”Vi vil meget gerne være med til at skabe liv i området. Det bliver ikke de traditionelle kæder, vi går efter. En af butikkerne skal være noget med mad. Vi er også til at tale med og vil gerne hjælpe nogen i gang, hvis de kommer med en god idé. Huset har den bedste placering overhovedet derude, så der er rig mulighed for at skabe noget, der bliver set,” siger Morten Strandgaard, ansvarlig for salg og udlejning.

Byggepartnerskab er godt for kvalitet og økonomi

Huset bygges i regi af Byggepartnerskabet &os, som KAB dannede i 2019, og det bliver det første nybyggeri, som partnerskabet skal udføre.
”Vi har lavet en fast aftale i en totalentreprisekontrakt, så der er større sikkerhed om økonomien. Jeg synes, vi har fundet en god form med entreprenør og rådgiver om løsninger og kvalitet,” forklarer Jesper Birn Lindeberg, projektleder i KAB.
En af partnerskabs-kollegaerne forklarer, hvilke fordele der er ved at bygge så tæt sammen.
”Når vi er samlet i et byggepartnerskab, og sidder omkring samme bord, er processerne smidigere, og der er generelt kortere vej fra idé til udførelse. Vi kan fx bidrage tidligt med entreprenørviden. Det handler om at sikre bygbare løsninger,” siger Jimmy Jespersen, projektchef hos Enemærke og Petersen.
De bygbare løsninger forventes klar til at omsætte til virkelighed i perioden 2024-26.

Fakta: Generationernes Byhus
118 boliger:
42 ungdomsboliger
24 seniorboliger i bofællesskab
52 familieboliger

Forventet opførelse:
2024-2026

Seneste nyt

Andre læste også