DemokratiBoligpolitikFortid, fremtid og sjove historier i ny bog om Bakkehusene

Fortid, fremtid og sjove historier i ny bog om Bakkehusene

I forbindelse med Bakkehusenes 100 års jubilæum er der kommet en fornem bog om bebyggelsens baggrund, historie og indflydelse, krydret med flotte billeder og sjove, små historier

Bakkehusene - foto fra bogen
Bakkehusene – foto fra bogen. Fotograf: Tine Harden.

Først lidt historie. I begyndelsen af 1900-tallet stod København over for en omfattende mangel på boliger, og mange af de eksisterende var nedslidte, mørke og usunde. Der var brug for nye måder at løse boligproblemerne på. En af dem, der bidrog til en nytænkende udvikling af byen var en idealistisk sagfører, F.C. Boldsen, der udover at være medlem af statens nye Boligkommission også grundlagde Københavns Almindelige Boligselskab (nu KAB) i 1920.

Sunde boliger til alle samfundsklasser

De første boliger, KAB opførte i et datterselskab, var Bakkehusene i 1921. De var usædvanlige for tiden af flere grunde. Ikke mindst fordi målgruppen var de mindre bemidlede borgere. Borgere der ellers boede under trange og usunde forhold i små lejligheder. Nu skulle sunde boliger med lys, luft og egen have ikke længere være forbeholdt de bedrestillede.

Vejen til almene boliger

Bakkehusene har ikke alene givet inspiration til rækkehusbebyggelsen som boligform, der er blevet meget populær. De har også været med til at bane vejen for den almene boligform, vi kender i dag. En boligform, der tager socialt ansvar og tilbyder boliger af god kvalitet til en betalelig husleje. En boligform med plads til alle.

Så der er masser af stof i Bakkehusene til en bog. Men forfatterne har også fundet overskud til at finde de sjove anekdoter.

Du husker jo nok, at da vi talte om Forlovelsens Ophævelse, erklærede du, at jeg kunde beholde Lejligheden og blive gift med en anden Mand

Ebba Nilsson, 1921

Da styrmand Petersen hævede sin forlovelse og mistede sin bolig

I 1921 blev styrmand Thorvald Petersen forlovet med Ebba Nilsson, som han gav penge til indskud i en bolig i Bakkehusene. Efter nogle uger fik styrmanden dog kolde fødder og hævede forlovelsen. Han mente ikke, han ville kunne tilfredsstille Ebbas økonomiske vaner, ligesom han tvivlede på hendes huslige evner.

Nu ville Thorvald enten have pengene tilbage eller overtage retten til boligen. Men sådan spillede musikken ikke, da sagen kom for retten. Som Ebba sagde:
”Det kan der ikke være Tale om. Du husker jo nok, at da vi talte om Forlovelsens Ophævelse, erklærede du, at jeg kunde beholde Lejligheden og blive gift med en anden Mand.”

Direktør Boldsen kunne bevidne, at Ebba Nilsson havde erhvervet sig boligen på lovlig vis, og da den stod i hendes navn, kunne den ikke gives til andre.

Det kan den til gengæld i dag – boligerne i Bakkehusene kan, i modsætning til almene boliger, gå i arv. Så måske bor Ebbas efterkommere der endnu.

Fra opførelsen af Bakkehusene i 1921 og fejring af 50 års jubilæet i 1971
Fra opførelsen af Bakkehusene i 1921 og fejring af 50 års jubilæet i 1971. Fotos fra bogen.

Debat med ministeren

Bogen afsluttes med en debat om fremtidens boliger mellem indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, medlem af Folketinget (og beboer i Bakkehusene) Uffe Elbæk og adm. direktør i KAB Jens Elmelund. De tre er bl.a. enige om, at der er brug for at indføre et nyt element i viften af forskellige boligformer, der både kan styrke den almene boligsektor og skabe ejefornemmelse blandt beboerne. Ligesom i Bakkehusene.

Bakkehusene - bogens omslag
Bogens omslag. Fotograf: Tine Harden.

’Bakkehusene’ er udgivet af Strandberg Publishing og er fyldt med gode fortællinger, baggrunden for arkitekturen og boligpolitikken – og ikke mindst masser af gamle og nye billeder.

Bogen er skrevet af arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen og arkitekt Birgitte Kleis, mens Tine Harden står for de nye billeder.

Læs mere om Bakkehusene og KAB’s baggrund og 100 år jubilæum her

Seneste nyt

Andre læste også