Liv Mellem HuseneNavneErfaren vicedirektør siger farvel

Erfaren vicedirektør siger farvel

Michael Nielsen-Elgaard stopper i KAB og bliver byggedirektør i Bo-Vest. Ny vicedirektør er allerede fundet

Efter knap 20 år i KAB har vicedirektør, Michael Nielsen-Elgaard, sagt ja til et tilbud, han ikke kunne afslå – en stilling som byggedirektør i Bo-Vest, hvor han tiltræder til september.

”Det er vemodigt at sige farvel til KAB, hvor jeg altid har haft glæden af engagerede og dygtige kollegaer, fantastiske medarbejdere, og professionelle samarbejdspartnere. Jeg er stolt over de resultater, vi har været i stand til at levere i bestræbelserne på at skabe Bedre Boliger for Alle. Det er sket i et tæt samarbejde med altid krævende, engagerede og inspirerende beboerdemokrater. Det skal I alle sammen have stor tak for. Samtidig glæder jeg mig naturligvis også over, at mine erfaringer fra KAB kan bruges i en ny organisation som Bo-Vest.”

Byggedirektør i KAB, Rasmus Jessing, udtaler:

”Det er selvfølgelig et tab for os, en gevinst for Bo-Vest og en spændende mulighed for Michael. Han har med sine næsten 20 år i KAB i den grad sat sit præg på byggeriet i KAB-Fællesskabet. Han vil blive savnet, og jeg ønsker ham al muligt held og lykke med fremover,” siger byggedirektør i KAB, Rasmus Jessing.

Der vil blive holdt afskedsreception for Michael Nielsen-Elgaard d. 28. august i KAB-Huset.

Ny vicedirektør på plads

På baggrund af fratrædelsen har KAB ansat en ny vicedirektør. Det bliver Lisa Sørensen, som kommer fra en stilling som projektchef i Bygningsstyrelsen.

Lisa Sørensen bliver ny vicedirektør i KAB. Foto: Ida Wang.

Hun er uddannet civilingeniør i arkitektur og design i 2011 og modtog Buiding Awards Talentpris 2020 for sit arbejde med samarbejdsmodellen ”New Partnering”, som bygger på tillid og transparens i byggebranchen.

Lisa Sørensen har stor erfaring med komplekse byggeprojekter og porteføljestyring og skal bl.a. være med til at udvikle KAB’s bygherrerolle og løfte kvalitetssikring og risikostyring i organisationen.

“Jeg ser med stor forventning frem til at blive en del af KAB, som jeg mener løser en vigtig samfundsopgave i at skabe kvalitetsfyldte, bæredygtige boliger, der er til at betale, og tilbyde stærke fællesskaber,” siger Lisa Sørensen og fortsætter:

“Jeg glæder mig til at møde medarbejderne og lære organisationen og KAB-Fællesskabet at kende, tilegne mig ny viden og arbejde med at udvikle bygherrerollen. Jeg sætter en ære i at sikre den højeste kvalitet i ethvert projekt og tror på, at engagerede medarbejdere og samarbejdspartnere er vejen dertil. Jeg ser derfor frem til, sammen med Rasmus Jessing og resten af ledelsesteamet, at sikre rammerne for netop dette.”

Lisa Sørensen tiltræder som vicedirektør i KAB d. 1. september.

Seneste nyt

Andre læste også