KAB indfører en whistleblowerordning, der er mere omfattende, end loven kræver
Et EU-direktiv har gjort whistleblowerordning obligatorisk for alle private virksomheder med mere end 50 medarbejdere. Virksomheder med flere end 249 ansatte – og herunder hører KAB – skal senest den 17. december 2021 have etableret en intern whistleblowerordning, mens virksomheder med 50-249 ansatte skal opfylde kravet senest den 17. december 2023.
Ordningen skal sikre, at personer, der observerer mistænkelige forhold i en virksomhed, har let adgang til at indberette det anonymt.
KAB går skridtet videre
Ifølge lovgivningen skal ordningen omfatte alle ansatte og tidligere ansatte i virksomhederne. Men KAB udvider mulighederne, så alle med kontakt til KAB-Fællesskabet – ansatte, beboervalgte, beboere, boligsøgende, leverandører mm. – kan gøre brug af den nye mulighed for at fløjte vagt i gevær.
”Vi har valgt denne løsning, fordi vi ønsker at være så transparente som overhovedet muligt. KAB har ikke noget at skjule, og vi vil give alle parter mulighed for at indberette mistænkelige forhold,” siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB.
Du kan se mere om ordningen på KAB’s hjemmeside
Men hvad sker der så, når der kommer en anmeldelse?
Alvorlige konsekvenser
En indberetning går direkte til en ekstern tredjepart (Bluewhale), der sikrer at alle indberetninger bliver behandlet fortroligt og med mulighed for anonymitet for anmelder.
Du kan sende en indberetning her
Strafbare forhold vil blive anmeldt til politiet og øvrige lovovertrædelser til den relevante tilsynsmyndighed.
Hvis KAB modtager en indberetning, som drejer sig om et kriminelt forhold, kan det – udover en politianmeldelse – potentielt også have ansættelsesretlige konsekvenser (hvis det drejer sig om en medarbejders ageren).
Endelig kan en indberetning resultere i en kontraktophævelse, hvis det drejer sig om en samarbejdspartner.
Du kan læse om baggrunden for ordningen på Landsbyggefondens hjemmeside