Forside Uncategorized Vellykket første formandskabsmøde

Vellykket første formandskabsmøde

Som et nyt tiltag var formænd og næstformænd for boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet samlet for at drøfte, hvad der rører sig i den almene sektor og i fællesskabet

Hvordan ser fremtidens seniorboliger ud, og hvor skal de ligge? Hvordan skal KAB-Fællesskabet gennemgå den grønne omstilling? Og hvornår er en boligorganisation stor nok til at være sin egen?

Det var nogle af de temaer, der blev drøftet, da det første formandskabsmøde blev afholdt i KAB-Huset mandag den 4. oktober.

”Vi tror på, at vi er stærkere sammen – og at vi som fællesskab får noget ud af at drøfte, hvor vi har fælles dagsordener, og hvordan vi bedst udnytter den styrke, vi har i fællesskabet,” sagde John Olsen, formand for KAB’s bestyrelse, da han bød velkommen til de fremmødte formænd og næstformænd fra boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet.

Et rigtig godt tiltag

Adm. direktør for BL, Bent Madsen
Adm. direktør for BL, Bent Madsen, gav sin vurdering af de udfordringer, den almene sektor står overfor.

Efter John Olsens velkomst fik administrerende direktør for BL, Bent Madsen, ordet. Han skitserede sine forventninger til regeringens kommende boligudspil og gav sit perspektiv på den almene sektors udfordringer i de kommende år – med spørgsmål og debat til følge.

Derefter præsenterede KAB’s bestyrelses næstformænd, Steffen Morild og Sophus Vørsing, og administrerende direktør, Jens Elmelund, deres tanker om formandskabsmøderne fremadrettet. Og de blev godt modtaget blandt deltagerne.

”Jeg synes, vi skal blive ved med at mødes i dette forum. Her kan vi inspirere hinanden og tage ideer med hjem til vores respektive boligorganisationer,” sagde Anette Ågård fra Furesø Boligselskab og fik opbakning fra Frank Sass fra SAB:

”Det er en rigtig god ide at mødes sådan her og drøfte, hvordan vi får det bedste ud af hinanden i KAB-Fællesskabet.”

Planen er, at der fremover skal afholdes formandskabsmøder to-tre gange årligt.

Topbillede: God stemning blandt deltagerne til formandskabsmødet i mødesalen i KAB-Huset.

Exit mobile version