Drift og teknikTransformation sat i gang: ”I sidste ende handler det om at passe...

Transformation sat i gang: ”I sidste ende handler det om at passe på huslejen”

Adam Jacobsen blev i december 2022 ansat som programdirektør i KAB. Forude venter et stort arbejde for at fremtidssikre KAB-Fællesskabets ejendomme gennem brug af data

”Lad det GRO – i skyen”. Det er navnet på KAB’s nye digitaliseringsstrategi, som skal sikre bæredygtige løsninger og effektivt vedligehold for fremtidens ejendomsdrift i KAB-Fællesskabet.

Programdirektør, Adam Jacobsen, står i spidsen, når strategien i de kommende år skal føres ud i livet. Han ser frem til en spændende udfordring med data som omdrejningspunkt.

”Transformationen handler om, at vi som organisation udvikler os – at vi blandt andet bliver bedre til at finde, skabe og bruge data, så vi kan træffe klogere beslutninger, fx i forhold til vedligehold. Vi skal på den måde kunne agere på en ny måde, som understøtter KAB-Fællesskabets ambitioner om bæredygtighed, og så skal de ikke mindst bidrage til at holde huslejen nede. For mig personligt betyder det meget, at vi arbejder for en god sag,” siger Adam Jacobsen.

Forudsigeligt vedligehold

Udover at skabe viden om og overblik over KAB-Fællesskabets bygninger med et samlet areal på seks millioner kvadratmeter giver data også mulighed for forudsigeligt vedligehold, og deri ligger et stort økonomisk potentiale.

”Hvis vi eksempelvis ved, hvor mange af en bestemt type ventilatorer vi har i hele KAB-Fællesskabet, så ved vi også, hvornår de trænger til at blive udskiftet, og vi vil stå langt mere fordelagtigt, når vi laver udbud i den størrelsesorden sammenlignet med, når boligafdelingerne går ud enkeltvis,” fortæller programdirektøren og uddyber:

”Data giver os også mulighed for at være på forkant. Når vi får sensorer op flere steder rundt om i ejendommene i KAB-Fællesskabet, vil vi fx kunne aflæse, hvis der er fugtskader under opsejling et sted og handle på det, inden skaden er sket. Det kan spare os for rigtig mange penge.”

Tålmodighed er en dyd

En omstilling af denne størrelse sker ikke over natten. Der bliver arbejdet intensivt med at sikre, at den kommer godt fra land. Derefter venter et langt træk for at udvikle og implementere nye løsninger, bringe data i spil – og arbejde på nye måder, for på den måde at løfte hele KAB-Fællesskabet til et nyt niveau.

”Vi snakker nok en tidshorisont på 4-6 år, men allerede inden for de næste par år, håber jeg, at vi kan begynde at se værdien af arbejdet. Det kræver, at alle er med, for mit team og jeg kan ikke løse opgaven alene. Medarbejderne i KAB-Fællesskabet kan bidrage ved at bruge de redskaber, vi allerede har og som hjælper os med at skabe data. På den måde bliver det også nemmere for den enkelte at omstille sig, når der kommer nye redskaber. Lige nu mærker vi en stor begejstring i organisationen, og det er virkelig dejligt,” siger Adam Jacobsen.

Seneste nyt

Andre læste også