
Når der i de kommende år skal bygges nyt plejecenter i centrum af Sorø, bliver det med Sydkystens Boligselskab som bygherre og KAB som bygherrerådgiver.
Formand for Sydkystens Boligselskab, Sophus Vørsing, siger:
”Det er en stor anerkendelse, at Sorø Kommune har valgt Sydkystens Boligselskab med KAB til at bygge deres nye plejecenter. Det er et projekt, som ligger i naturlig forlængelse af vores ønske om at vokse som selskab, og jeg er stolt af, at vi får mulighed for at give ældre borgere i Sorø et godt hjem.”
Sydkystens Boligselskab har i dag afdelinger i Greve, Hundige, Køge og Faxe. Selskabet står overfor en mulig sammenlægning med Høje Taastrup Boligselskab, som har boliger i Roskilde og Høje Taastrup.
Stor erfaring i KAB
Også i KAB glæder byggedirektør, Rasmus Jessing, sig over muligheden for at opføre et plejecenter i Sorø.
”KAB har gennem de sidste 15 år stået for opførelse af mere end 20 plejecentre sammen med forskellige boligorganisationer i KAB-Fællesskabet. Vi ser meget frem til det kommende samarbejde med Sorø Kommune og til at bygge gode almene plejeboliger i en for KAB-Fællesskabet ny egn af Danmark.”
Netop indsigten i at bygge plejecentre blev udslagsgivende for kommunens valg af Sydkystens Boligselskab og KAB som samarbejdspartnere.
”Sydkystens Boligselskab har som del af KAB-Fællesskabet stor erfaring med opførelse af plejecentre. Den erfaring kan sikre, at vi får et nyt og helt opdateret plejecenter til glæde for både borgerne og vores medarbejdere,” siger formand for Sorø Kommunes Social og Sundhedsudvalg, Lars Schmidt i en pressemeddelelse.
Han bakkes op af velfærdsdirektør og konstitueret kommunaldirektør, Henrik Juul Kjær:
”Vi er stolte af at kunne tiltrække så stor en aktør som Sydkystens Boligselskab ved KAB til den her vigtige opgave for Sorø by. Jeg ser det som et kæmpe løft for de ambitioner, vi har for at skabe kvalitet både for vores ældre og for området.”
Det nye plejecenter med ca. 90 boliger forventes at stå klar i 2028.