Liv Mellem HuseneSoMe-legepladsen fænger, men faldunderlaget er tyndt

SoMe-legepladsen fænger, men faldunderlaget er tyndt

Sociale medier skaber en ramme om dagens børneliv, som påvirker deres trivsel. Og familiernes trivsel ligger os på sinde i KAB-Fællesskabet, så måske fortjener emnet lidt mere af vores opmærksomhed? En digital medieekspert fra Børns Vilkår giver indblik i børnenes oplevelser i den digitale verden - baseret på resultaterne af en ny undersøgelse

Hvert andet barn er på sociale medier, før de fylder 10 år. Og tendensen er, at første profil oprettes tidligere og tidligere. Det viser en frisk undersøgelse fra Børns Vilkår, som også sætter spot på nogle af de trends, muligheder og problemer, børnene oplever i den digitale verden.

”Den digitale verden er lige så virkelig for børnene, som den verden de kan gribe ud efter – og den er vigtigere for dem, end mange voksne omkring dem gør sig klart,” forklarer Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert og talsperson for Børns Vilkår.

KAB indgik i 2022 en partnerskabsaftale med Børns Vilkår, som giver mening, eftersom KAB-Fællesskabet med 120.000 beboere også huser en del af de små mennesker, og arbejdet med trivsel har i mange boligafdelinger børn som målgruppe. Partnerskabet giver bl.a. mulighed for at trække på deres viden om børn.

Spil og fællesskab med venner

På den sociale medielegeplads er mulighederne mange. Der er sjove video’er på Youtube, kontakt med venner, deling af indhold på SnapChat og Tik-Tok og spil på flere af platformene.

”De kan lære nye ting, dyrke deres interesser og være sammen med venner. Og den del der handler om at spille, betyder rigtig meget for mange børn,” forklarer Kathrine Elmose Jørgensen, der også fremhæver de fællesskaber, som kan styrkes via sociale medier, og som ellers måske skulle opbygges på baggrund en ugentlig basketballtræning. Men. For der er stort MEN.

Alt det svære

Børnene kan også slå sig på ubehageligt indhold, som de måske ikke engang har opsøgt.

”Platformene er ikke blevet mere børnevenlige med tiden. Der er billeder og beretninger om krig, vold, død, klimakatastrofer og mobning af andre børn. Derudover kan de aktivt blive udsat for noget, hvor de bliver personligt krænket eller eksponeret via fx billeder,” siger medieeksperten.

Hertil kommer de helt dagligdags udfordringer, hvor det er let at føle sig udenfor, hvis man ikke er tagget i en story.
”De sociale relationer er blevet mere sårbare – der kan let opstå misforståelser. Ligesom børn kan opleve stres og pres om konstant at være på.”

Det kan for nogle opleves som en decideret afhængighed af telefonen.

”Der er den her endeløse strøm af algoritmestyret indhold og uforudsigelige belønninger i form af notifikationer og likes, som betyder at det er svært at lægge telefonen væk,” konstaterer Kathrine Elmose Jørgensen.

’Så må du ikke …’

Hvad kan vi så gøre for at støtte og hjælpe børnenes trivsel under de her vilkår?

”Forældrenes reaktion er ofte at sanktionere, hvis børnene kommer og fortæller om en grim oplevelse på nettet. De siger fx: Så må du ikke være på Tik-Tok. Men den løsning har store konsekvenser for børnenes sociale liv, og det kan betyde, at de holder sig tilbage fra at involvere forældrene næste gang. Mange børn går alene med de her dårlige oplevelser,” forklarer medieeksperten og anbefaler i stedet en anden tilgang.

”Som forælder eller voksen i et barns liv kan man prøve at lytte uden at være fordømmende. Få en god forståelse af, hvad der er sket eller oplevet og i hvilken sammenhæng. Og hvis et barn har oplevet noget ubehageligt, er det vigtigt at flytte skyld og skam væk fra barnet – fortæl dem, at det er ikke deres skyld,” understreger Kathrine Elmose Jørgensen.

Fokus på kvalitet fremfor ’skærmtid’

Børns Vilkår anbefaler også, at forældre skifter fokus fra skærmtid til kvaliteten af det, der foregår på skærmen.

”Skærm er jo ikke bare skærm. Hvis du har brugt fem minutter på noget, der er virkelig ubehageligt, så er det jo værre end at sidde fire timer og spille med dine venner. Selvfølgelig skal der ikke være ubegrænset spilletid, men aftalen om at de kommer og siger til om ubehageligt indhold, er måske vigtigere,” siger medieeksperten.

Generelt forsøger Børns Vilkår i deres rådgivning at opfordre børnene til at handle.
”Vi vil gerne klæde dem på til fx at anmelde ubehageligt indhold eller række ud til netværk i de tilfælde, hvor de ikke selv kan klare det,” siger Kathrine Elmose Jørgensen, der også understreger, at organisationen hjælper børn med at anmelde ulovlige eller kriminelle forhold til Politiet og de store sociale medieplatforme.

Læs mere om Børns Vilkårs SoMe-undersøgelse fra maj 2024

For forældre er der mere viden og gode råd at hente om børns digitale liv her

Tast og tal om det

Børns Vilkår har telefon- og onlinerådgivning, som beboere og medarbejdere i KAB-Fællesskabet kan gøre brug af:

Børnetelefonen 116 111 – for børn
Forældretelefonen 35 55 55 57 – for forældre, bedsteforældre, naboer mv.
Fagtelefonen – for medarbejdere udfyld formular og bliv ringet op
Hørt – online rådgivning for unge (chat eller ring her)
Bisidderordning for børn – tilbud om gratis bisidder

Billedtekst: Som en del af samarbejdet med Børns Vilkår hjælper KAB-Fællesskabet med at udbrede kendskabet til forældretelefonen.
Plakat udarbejdet af KAB Kommunikation.

Seneste nyt

Andre læste også