ForsideArtiklerSocialøkonomi og almene visioner til debat på Folkemødet

Socialøkonomi og almene visioner til debat på Folkemødet

Traditionen tro dannede Bornholm i weekenden rammen om Folkemødet – og igen i år var KAB-Fællesskabet godt repræsenteret i debatterne

Lørdag eftermiddag stod i det almenes tegn på Den Sociale Scene i Allinge. Her inviterede Boligselskabet, AKB København og Boligforeningen 3B til debatter om sektorens fremtid og plads i samfundet.

Den første debat blev modereret af adm. direktør i KAB, Jens Elmelund, og handlede om, hvordan socialøkonomiske virksomheder kan være med til at løse sociale udfordringer på en ansvarlig måde. Mudi Jarkass, daglig leder af den socioøkonomiske virksomhed FRAK i Lundtoftegade, fortalte om, hvordan de er lykkes med at få udsatte unge i arbejde. En indsats som teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod, gerne ser efterfulgt af flere andre.  

”Socialøkonomiske virksomheder arbejder ikke for at tjene penge, men for at løfte et socialt- eller miljømæssigt formål. Og i modsætning til sociale projekter, der efter noget tid har opnået flotte resultater, men må stoppe, når fondsmidlerne rinder ud, så ligger styrken i de socialøkonomiske virksomheder i, at de kan blive i områderne permanent, hvis man sikrer en forretning, der kan løbe rundt,” pointerede Line Barfod.

Også formand for Tænketanken for socialøkonomi og socialt ansvar i KAB, Steffen Morild, bakkede op om FRAK’s arbejde og udtrykte håb om, at flere socialøkonomiske virksomheder vil få tilknytning til boligafdelingerne i KAB-Fællesskabet.

”Socialøkonomiske virksomheder skaber liv og værdi i boligafdelingerne, og de giver mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en ny chance. Jeg håber, at kommunerne og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bliver endnu bedre til at se de potentialer, de socialøkonomiske virksomheder udgør som jobtræningsplatform,” sagde Steffen Morild og tilføjede: ”Samtidig skal vi i den almene sektor også blive bedre til at bruge vores store indkøbsmuskler på en socialt bevidst måde ved at benytte leverandører, der tager et socialt ansvar.”

Den almene fremtid

Visionerne for den almene sektor blev drøftet under lørdagens anden debat.

Derefter blev debattørerne skiftet ud, da den almene sektors fremtid blev drøftet med afsæt i formand for Boligselskabet, AKB København, Bjørn Petersens fortælling om et langt og godt liv i det almene.

”Jeg har boet alment, siden jeg kom til verden i 1945. Sidste år havde jeg 25-års jubilæum som formand for organisationsbestyrelsen i AKB, København, og jeg er stolt af at kunne sige, at vi altid har bygget kvalitet, der har fulgt tidens ånd. Vi skal fortsætte med at bygge betalbare boliger for alle. Med fokus på fællesskaber og med bæredygtighed for øje,” fortalte Bjørn Petersen.

Et af de store opmærksomhedspunkter i mange almene boligområder er bæredygtighed. Nye tiltag vinder indpas flere og flere steder – både økonomiske, miljømæssige og sociale. Blandt andet i Herlev hvor sidstnævnte er i fokus i initiativet

”Det stærke fællesskab”, som er et samarbejde mellem kommunen, fem boligorganisationer og KAB. ”Det fine ved det her projekt er, at det er et partnerskab mellem flere samfundsaktører, der tager et fælles socialt ansvar. Vi kan som boligorganisationer ikke løfte opgaven alene, vi har brug for samarbejde. Hvis vi skal lykkes med at skabe forandringer for fremtiden – også i forhold til klimaet og økonomisk bæredygtighed – bliver det afgørende, at vi løfter i flok og skaber flere samarbejder på tværs,” sagde Iris Gausbo, formand for Boligforeningen 3B.

Underrepræsenteret i demokratiet

Poul Madsen opfordrede den almene sektor til at larme mere i medierne.

Lørdagens sidste almene indspark på Den Sociale Scene ved Folkemødet 2022 omhandlede den almene sektors plads i den offentlige debat. Nærmere bestemt hvordan det almene Danmark er underrepræsenteret i demokratiet og dermed alt for ofte bliver glemt, når der laves politik.

”Hver 6. dansker bor alment. Men vi oplever, at vi almene er massivt underrepræsenteret i magt og medier. Meget få politikere bor alment, og journalister både skriver om og bor i ejerboliger. Så vi oplever, at man snakker om os. Ikke med os. Og lovgiver om os – blandt andet når man tager vores opsparede midler i landsbyggefonden,” lød det fra Mikkel Warming, næstformand i Boligselskabet AKB, København og udviklingschef i Boligforeningen 3B.

Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, deltog i debatten og opfordrede den almene sektor til også at gå i medierne med mere kant og skarpe holdninger. ”Den gode historie” finder sjældent vej til avisernes spalter, så hvis det almene skal repræsenteres i mediebilledet, må fløjlshandskerne af. En interessant pointe ifølge Mikkel Warming.

”Vi skal være mere skarpe i medierne og måske indimellem udfordre andre, fx boligejerne. Også selvom vi så bliver uvenner med nogen nu og da.”

Næste års folkemøde finder sted fra den 15.-18. juni – igen i Allinge på Bornholm og igen med mulighed for beboervalgte i KAB-Fællesskabet for at komme med på en endagstur.

Seneste nyt

Andre nyheder