Forside Økonomi Skæve ejendomsvurderinger og gode afkast: Økonomidirektøren gør status

Skæve ejendomsvurderinger og gode afkast: Økonomidirektøren gør status

2024 er begyndt med en stor ekstra arbejdsbyrde for økonomerne i KAB, men også med positive nyheder på investeringsfronten

house on pile of coins.

Økonomidirektør i KAB, Mikkel Boel, har haft nok at se til i de seneste måneder. Efter de nye ejendomsvurderinger er landet, står det nemlig klart, at også KAB-Fællesskabet er ramt af voldsomt skæve vurderinger, som kan få store konsekvenser for boligafdelingerne, hvis ikke de bliver rettet.

Det fortalte Mikkel Boel om i Politiken d. 12. januar, hvor han påpegede, at KAB er nødsaget til at gennemgå vurderingerne afdeling for afdeling, fordi mange af vurderingsstyrelsens foreløbige vurderinger er så fejlbehæftede.

Økonomidirektør i KAB, Mikkel Boel.

”Flere afdelinger i KAB-Fællesskabet er sat til den maksimale vurdering, som ligger på 162 millioner kroner. Men vurderingerne tager ikke højde for eksempelvis ejendommenes størrelse, og derfor rammer mange af dem helt skævt. De skal vurderes individuelt, og det er vi i gang med nu,” siger Mikkel Boel.

Han fortæller, at det er en stor ekstra byrde, som er landet på økonomernes bord – og en der skal handles på med det samme.

”Vi skal tage de forventede reguleringer med i regnskaberne for 2023, som vi laver over de næste par måneder, så vi står med en kæmpe opgave. Men vi er klar til at gå i clinch med relevante myndigheder på vegne af boligorganisationerne, når vi mener, at vurderingerne er forkerte.”

KAB er desuden i dialog med BL om, hvordan de kan hjælpe den almene sektor med at komme de skæve vurderinger til livs.

Gode afkast på investeringer

Mens ejendomsvurderingerne kan give grå hår, har starten på 2024 også givet anledning til at glæde sig over afkastet på de ca. fem milliarder kroner, KAB har investeret i obligationer på vegne af boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet.

”Vi snakker om et afkast på 5,7 %, og det vil sige et beløb i størrelsesordenen 285 millioner kroner. Det kan vi være rigtig tilfredse med, og det betyder, at afdelingerne, med det gode resultat, vil få et godt bidrag til at sikre deres henlæggelser og samtidig reducere tidligere års opsparede underskud qua det dårlige afkast tilbage i 2022,” forklarer Mikkel Boel.

2024 bliver generelt et interessant år i KAB-Fællesskabet set med økonomiske briller, ifølge økonomidirektøren.

”Det bliver et år, hvor vi bl.a. skal bruge vores afkast og økonomiske fokus på at sikre, at henlæggelserne til enhver tid er på rette niveau i forhold til behovet i de enkelte afdelinger. Og det bliver også året, hvor vi kigger ind i at investere i aktier, som endelig er blevet muligt i henhold til driftsbekendtgørelsen. Ligesom vi i 2024 skal sikre udbredelsen og anvendelsen af indkøbsportalen med gennemsnitlige besparelser på over 25 %. Så vi ser frem mod et rigtigt spændende 2024, hvor vi fortsætter arbejdet med at skabe værdi for kunderne.”

Exit mobile version