ByggeriSAB bygger strandvejsboliger på Amager

SAB bygger strandvejsboliger på Amager

71 nye, kystnære boliger bliver del af et bykvarter med både private og almene boliger. SAB og AG-Gruppen fejrede håndværkernes gode arbejde den 20. januar

Fra venstre: Morten Møller Iversen (AG-Gruppen), Lars Weiss (Københavns Kommune), John B. Sørensen (SAB) og Jens Elmelund (KAB).

Vintersolen skinnede efter længere tids fravær og flagene blafrede mens festteltet blev fyldt med glade gæster. SAB og AG-Gruppen kunne den 20. januar fejre rejsegilde for SAB’s nye bebyggelse, Banebo, der skyder op mellem Amager Strandvej og Ved Amagerbanen. En beliggenhed med Amager Strandpark og de grønne områder ved Kløvermarken inden for gåafstand.

Efterspurgte boliger

John B. Sørensen, formand for SAB, roste håndværkernes arbejde og fremhævede boligernes betydning i et trængt boligmarked:

”Tak for jeres arbejde med at bygge en god og solid afdeling til SAB. Med det nye byggeri får vi 71 almene familieboliger, der skal bidrage til en bedre balance i Københavns boligmarked, hvor det ellers kan være vanskeligt at finde boliger, der kan betales af normale indkomster.”

De nye boliger er fordelt på to bygninger, der afslutter en karré med blandede boligtyper. Boligerne bliver på 1-4 rum og varierer i størrelse fra 46 m2 til 98 m2. Alle boliger får adgang til altan eller terrasse i stueetagen.

Den ene bygning aftrappes i terrasser for at give plads til lys i gårdrummet.

Overborgmester: Et fremragende eksempel

Lars Weiss, overborgmester i København, roste i sin tale arbejdet med bykvarteret og bokvaliteten:

”Banebo er et fremragende eksempel på, hvordan vi skaber blandede byområder, hvor forskellige mennesker og livsformer kan mødes. Det er altid godt at se et byggeri, hvor man har gjort sig umage og kærer sig om boligerne og de mennesker, der skal bo i dem. Byggeriet falder naturligt ind i de omkringliggende karreer samtidig med, at det tilfører sit eget præg.”

Artiklen fortsætter efter billedet

De to bygninger får hver sin identitet og grundfarve. Den ene bygning beklædes med gammelrøde mursten. Den anden bygning deles farvemæssigt, så den fremtræder som tre huse med mursten i farverne okker, mørk grå og gul.

Almen-privat tango

Forløbet frem til byggeriet af Banebo har ikke været helt nemt. Byggeriet måtte sættes på pause og blev reddet af den midlertidige mulighed for at forhøje maksimumbeløbet med 20%, samt det gode samarbejde mellem sagens parter.

”Tak til SAB. I har haft modet til at gribe denne opgave. Hvis ikke der er en almen bygherre, der tager opgaver – også i tider hvor det er vanskeligt – så får vi ikke de her almene boliger, som der er så kæmpestor efterspørgsel på. Også tak til AG-Gruppen. I er en vigtig samarbejdspartner. I har en forståelse for, at der skal to til tango, hvis vi skal bygge den blandede by,” sagde Jens Elmelund, adm. direktør i KAB.

Banebo forventes færdig og klar til indflytning inden årsskiftet. Boligsøgende kan læse mere og tilmelde sig et nyhedsbrev om boligerne på KAB’s hjemmeside

En navn med historie

Navnet Banebo er inspireret af den gamle Amagerbane, der fragtede både passager og landbrugsvarer mellem Dragør og Amagerbro i de første årtier af 1900-tallet.

Banen dækkede en distance på 12 km og passerede forbi grunden, hvor Banebo nu skyder op.

Læs mere om banen og se de gamle billeder på hjemmesiden for den frivillige forening ‘Amagerbanens venner’.

Amagerbanen kørte mellem Amagerbro og Dragør. Kilde: Amager Vejviser 1910.

Byggeriets parter

Bygherre: Samvirkende Boligselskaber
Forretningsfører: KAB
Delegeret bygherre: AG Gruppen
Bygherrerådgiver: Dominia A/S &
FLH Bygherrerådgivning

Seneste nyt

Andre læste også