DemokratiNyt fra bestyrelsen: Årsregnskabet for 2024 ligger klar

Nyt fra bestyrelsen: Årsregnskabet for 2024 ligger klar

Få de vigtigste indsigter fra det seneste møde i KAB’s bestyrelse den 25. marts 2025

KAB kommer ud af 2024 med et positivt resultat på 0,15 mio. kr., som er på niveau med det oprindelige budget for 2024, og med en hensættelse til finansiering af den digitale strategi på 22,4 mio.kr – hvor der var budgetteret med 9,0 mio. kr.

Økonomidirektør i KAB, Mikkel Boel, siger:

”Det er et meget tilfredsstillende årsregnskab, især når man tager stigende renteniveau, inflation og et markant fald i det almene byggeri i betragtning. Jeg er glad for, at vi er lykkes med at henlægge tilstrækkeligt til, at vi fortsat har et solidt økonomisk fundament til at gennemføre de store digitale investeringer, vi er i gang med.”

Netop de digitale investeringer er en investering i at kunne passe endnu bedre på boligorganisationernes ejendomme, sikre en effektiv administration og drift i fremtiden – kombineret med mere beboervenlige digitale løsninger. 

Regnskabet blev den 25. marts præsenteret for bestyrelsen, som godkendte det.

Gode afkast på investeringer

Mikkel Boel
Mikkel Boel, økonomidirektør i KAB.

KAB arbejder for at skabe mest mulig værdi for kunderne i KAB-Fællesskabet. Det indebærer bl.a., at KAB har investeret godt fem milliarder kroner i obligationer på vegne af boligorganisationerne.  

Det forgangne år bød på en yderst positiv udvikling for KAB-Fællesskabets investeringer.

En gennemsnitlig stigning på 5,20 % betragtes som tilfredsstillende indenfor de investeringsmuligheder, der er til stede for KAB.

Økonomidirektør, Mikkel Boel, orienterede bestyrelsen om, at KAB fortsat arbejder for at sikre grundlaget for at kunne investere i aktier efter den nye bekendtgørelse på området.

”Aktieinvestering vil kunne øge afkastet, og samtidig vil vi sprede risikoen med flere typer værdipapirer. Vi mangler fortsat at få de sidste detaljer på plads, men der er ingen tvivl om, at der ligger et godt potentiale for at skabe mere værdi for boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet,” siger økonomidirektøren.

Beboerkampagne og ungenetværk

Bestyrelsen behandlede også et forslag til en kommende kampagne rettet mod beboere i KAB-Fællesskabet. Kampagnen er udviklet i dialog med ’Foreningsudvalget’, der blev etableret efter repræsentantskabsmødet i 2024.

Formålet er at øge opmærksomheden blandt beboerne på de fordele, der er ved at bo alment.

Kampagnen vil bestå af tre dele og løbe over de kommende tre år. Næste skridt er, at boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet hver især skal tage stilling til, om de vil være med.

Foreningsudvalget orienterede også bestyrelsen om to netværk for unge i KAB-Fællesskabet, der er startet op i foråret 2025. Læs mere om dem her.

Næste ordinære bestyrelsesmøde er tirsdag den 17. juni 2025 i KAB-Huset.

Seneste nyt

Andre læste også