Forside Byggeri Nybyggeri Nye 3B-boliger skyder op i et smørhul på Amager

Nye 3B-boliger skyder op i et smørhul på Amager

Kun få minutters gang fra Amager Strandpark kunne Boligforeningen 3B på en sen augustdag hejse flag og kranse for et byggeri med 40 almene boliger for unge og familier

Dagens tre talere (fra venstre): Hans Jørgen Nielsen (AG-Gruppen), Jens Elmelund (KAB) og Iris Gausbo (Boligforeningen 3B).

Stigende byggepriser kombineret med et loft for hvor meget almene boliger må koste. Det er en cocktail, som i øjeblikket sender mange almene byggeprojekter tilbage i filarkivet.
Sådan kunne det også være gået med Boligforeningen 3B’s nye byggeri på Strandlodsvej, men som Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, konstaterede i sin tale ved rejsegildet den 21. august:
”Miraklernes tid er ikke forbi. Selvom man kan sige, burde det nu være et mirakel at bygge 40 almene boliger i en by, hvor der er så meget brug for det?”
Konkret blev miraklet hjulpet på vej af en tilkæmpet dispensation fra prisloftet og et tæt samarbejde mellem byggesagens parter, som betyder, at projektet alligevel kan realiseres.

Et bidrag til balancen i byen

Iris Gausbo, formand for Boligforeningen 3B fremhævede i sin tale byens behov for de nye boliger:
”Med det nye byggeri får vi 32 ungdomsboliger og 8 små familieboliger føjet til den almene vægtskål, der skal prøve at skabe en bedre balancen i Københavns boligmarked. For rent ud sagt – der er for få boliger, der kan betales af normale indkomster. Og så kan vi ikke få den blandede by, som vi alle fortjener og vil nyde godt af.”

“Det er ikke en hvilken som helst adresse, de nye beboere flytter ind på. det er en god og meget attraktiv beliggenhed her på Amager,”
Iris GausBo, formand for Boligforeningen 3B

Nær til by og strand

Den nye bebyggelse har fået navnet ’Strandlodssund’, og fra grunden er der cirka 200 meter til Holmbladsgade og 750 meter til Amager Strandpark.
”Det er ikke hvilken som helst adresse, de nye beboere flytter ind på. Det er en rigtig god og meget attraktiv beliggenhed her på Amager, vi kan tilbyde til studerende og små familier. Og det har vores beboere fortjent. Alle har ret til at bo godt uden at blive gemt væk. Solen skal også skinne på almene boliger,” siger Iris Gausbo.

En parcelhusgrund til 40 boliger

Strandlodssund har som byggeopgave stillet krav til håndværkerne om at holde albuerne tæt til kroppen.
”Det opføres som et udfyldningsbyggeri, dvs. det sidste midt i et område, hvor alle husene omkring er bygget. Vi fik den her grund på 650 m2, som reelt svarer til en parcelhusgrund, hvor vi skal opføre 40 boliger. Det har stillet særlige krav til os,” forklarer Hans Jørgen Nielsen, teknisk direktør i AG-Gruppen.
Blandt udfordringerne har været ganske lidt plads til leverancer af materialer, lagerplads og placering af mandskabsvogne.

Boligerne i strandlodssund forventes klar til indflytning i april 2025. Boligsøgende kan finde mere information her

Byggeriets parter

Bygherre: Boligforeningen 3B
Forretningsfører: KAB
Delegeret bygherre: AG-Gruppen
Bygherrerådgiver: Dominia A/S og FLH Bygherrerådgivning

Facaderne bliver beklædt med grå tegl, og højden af byggeriet varierer fra 6-8 etager. I stueetagen indrettes fælleslokaler og vaskeri.
Exit mobile version