Forside Uncategorized Ny aftale mellem KAB og Norlys giver mulighed for fiber til KAB-Fællesskabet

Ny aftale mellem KAB og Norlys giver mulighed for fiber til KAB-Fællesskabet

Norlys og KAB har indgået en rammeaftale om at tilbyde fibernet til alle boligafdelinger i KAB-Fællesskabet

En ny aftale mellem KAB og energi- og telekoncernen Norlys, som ejer Danmarks største fibernet, giver mulighed for fibernet til alle boligafdelinger i KAB-Fællesskabet, der ønsker det.

Rammeaftalen betyder, at Norlys kan udrulle fiberkabler og sælge fibernet til de boligorganisationer i KAB-Fællesskabet, hvor interessen er gensidig. Selve udrulningen sker uden beregning, og det er de to første afdelinger i KAB-Fællesskabet allerede interesseret i, nemlig Baunehøjparken og Mølleengen i Jyllinge, der er en del af Roskilde Nord Boligselskab.

“Vi vil gerne give de bedste services til boligorganisationerne og beboerne i KAB-Fællesskabet. Med muligheden for at få fibernet fra Norlys får beboerne en enkel og fleksibel løsning, hvor de frit kan vælge mellem 12 udbydere af internet og tv,” siger Brian Schnell, driftssupportchef i KAB.

Inden jul bliver der holdt webinar om aftalen for driftspersonalet i KAB-Fællesskabet, som efterfølgende kan formidle tilbuddet om fibernet videre til afdelingsbestyrelserne.

Aftalen mellem KAB og Norlys er trådt i kraft pr. 1. december 2022.

Exit mobile version