
Med den nye aftale, som netop er indgået mellem Ejendomsselskabet Stejlepladsen og AKB, København, indtager Ejendomsselskabet Stejlepladsen rollen som delegeret bygherre for samtlige almene boliger på Stejlepladsen. Det betyder, at selskabet fremover står for opførelsen af både almene og private boliger på projektområdet, så samtlige boligtyper opføres sideløbende.
“Vi er glade for, at den nye aftale med AKB København, der understøtter vores oprindelige ambition om at skabe et mangfoldigt og blandet kvarter. Det kræver en investering fra selskabets side at få realiseret de almene boliger nu, men vi er overbevist om, at det lønner sig på den lange bane for alle parter,” siger Henrik Steenstrup, bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Stejlepladsen.
Aftale sikrer alment byggeri i en svær tid
Hos AKB, København bliver aftalen med Ejendomsselskabet Stejlepladsen mødt med stor tilfredshed. Særligt i en tid, hvor mange almene byggerier presses af stigende priser og lavere rammebeløb, giver den nye aftale håb om fremdrift.
” I AKB, København er vi glade for aftalen, som betyder, at vi kan lykkes med at bygge alle de planlagte, almene boliger på Stejlepladsen samtidig med de private. Det er rigtig, rigtig svært at bygge alment i øjeblikket, så det er godt, det lykkes her. De almene boliger er afgørende for at skabe et blandet kvarter på Stejlepladsen. I AKB, København ønsker vi også at bruge de almene boliger til at skabe forbindelse mellem Stejlepladsen og den gamle Sydhavn. Almene boliger er for alle slags mennesker – og de bliver billigere med årene, fordi vi er nonprofit. De almene boliger, vi bygger nu, er byens billige boliger om en generation eller to. Også dem på Stejlepladsen,” siger Mikkel Warming, formand for AKB, København.
Almene og private boliger – side om side
På Stejlepladsen er det ikke kun antallet af almene boliger, der tæller – det handler også om placering og samspil. I stedet for at klumpe boligtyperne sammen i separate klynger, har man valgt at blande dem ud over hele området. Det skaber ikke bare en fysisk integration, men også grundlaget for sociale fællesskaber og et kvarter, hvor mennesker mødes på tværs af baggrund og økonomi.

Fakta om de almene boliger på Stejlepladsen
De i alt 229 almene boliger er fordelt i projektets 3 etaper:
Etape 1: 85 boliger – under opførelse
Etape 2: 69 boliger
Etape 3: 72 boliger samt 3 medbyg-boliger i et pilotprojekt
Boligerne i etape 1 forventes klar til indflytning i 2026-27, mens boligerne i etape 2 følger i 2027-28 og etape 3 i 2028-29.
Mere information
Boligsøgende kan finde mere information om boligerne på Stejlepladsen og få nyheder via et nyhedsbrev
