DemokratiBoligpolitikMinisterbesøg, forloren hare og rammebeløb

Ministerbesøg, forloren hare og rammebeløb

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen besøgte middagsklubben i Øbrohus til en snak om rammebeløb, sociale indsatser og livet i almene boliger

Alle fotos: Jesper Blæsild.

Sovsen er brun og tyk, duften som i mormors køkken og stemningen god og uformel. Sophie Hæstorp giver hånd til alle, inden hun får serveret næstformand Flemming Biirsdahls specialitet: Forloren hare med bacon og ribsgele. Og ikke at forglemme brun sovs der er så tyk, at den næsten skal skrabes af skeen.

Over maden fortæller ministeren om sin egen opvækst i en almen boligafdeling i Gladsaxe og den betydning, det stærke fællesskab har haft for hende.

”Dengang var min far med i billardklubben. Og der var jo fastelavn for børnene og andre fælles arrangementer, der bare gjorde, at det var virkelig sjovt og hyggeligt at vokse op i sådan et alment boligområde,” fortæller Sophie Hæstorp.

Men selvom den uformelle snak hen over bordet var hyggelig, var der også mere alvorligere emner på tapetet.

Sociale indsatser i en fattig boligafdeling

Mellem hovedret og dessert følger Sophie Hæstorp med Flemming ned i bestyrelsens lille kontor, hvor han har fået printet og ophængt sider fra den datarapport, som Boligselskabet AKB, København har fået lavet over alle selskabets afdelinger

De viser, at Øbrohus er boligselskabets fattigste boligafdeling med en årlig, gennemsnitlig husstandsindkomst på 282.368 kr. Da boligafdelingen samtidig har rigtigt mange boligsocialt anviste beboere – som Flemming understreger, de tager godt i mod – er de nødt til at have ansat en boligsocial medarbejder. Som de selv finansierer. Nogle af landets fattigste beboere løfter og betaler altså for en samfundsopgave.

Ministeren har let ved at forstå problematikken. Hun var overborgmester i København, da en ny udlejningsaftale – ifølge Flemming Biirsdahl den bedste nogensinde – blev indgået. Den vil på den lange bane hjælpe Øbrohus

Og på den korte bane havde ministeren også et forslag.

”I november sidste år blev der indgået en bred aftale om de såkaldte SSA-midler, der netop skal hjælpe udsatte borgere. I har mulighed for at søge støtte til jeres indsatser den vej,” mener ministeren.

Et andet af aftenens emner omhandlede ikke Øbrohus direkte, men muligheden for at bygge almene boliger generelt.

Senest har vi i AKB, København måtte takke nej til tre nye byggeprojekter, fordi økonomien ikke kan hænge sammen

Det alt for lave rammebeløb

Boligmarkedet i København er blevet så dyrt, at det i praksis kun er bestemte grupper, der har råd til bo i de nye ejer- eller private lejeboliger. Her er almene boliger det betalbare alternativ. Typisk er nybyggede, almene boliger 40-50 % billigere end tilsvarende, private lejeboliger.

Men – for der er et stort MEN:

Det er svært, næsten umuligt at bygge nye almene boliger i dag. Alt fra byggegrunde til ditto materialer er steget voldsomt de seneste år. Uden er rammebeløbet* er fulgt med.

”Senest har vi i AKB, København måtte takke nej til tre nye byggeprojekter, fordi økonomien ikke kan hænge sammen,” konstaterer Flemming.

Han er – ligesom mange andre – overbevist om, at bygges der ikke boliger til alle indkomster, vil byens sammenhængskraft smuldre.

Ministeren forstår hans pointe.

”Jeg kan rigtig godt lide den danske model, hvor vi lever meget blandet. Med det boligmarked, vi ser i byerne i dag, er det klart vi må gøre noget ved rammebeløbet for at sikre betalbare boliger,” siger Sophie Hæstorp.

Tilbage i fælleslokalet sluttes der af med hjemmebagt kage, inden Sophie Hæstorp siger farvel og tak for en hyggelig aften.

*Rammebeløbet – eller maksimumbeløbet – er den lovbestemte, øvre grænse for, hvad det må koste at opføre et alment nybyggeri.

Klik på pilene i siden af billederne for at bladre mellem dem.

Middagsklubben i Øbrohus
Sophie Hæstorp hilser på beboerne
Sophie Hæstorp
Middagsklubben i Øbrohus
Middagsklubben i Øbrohus
Middagsklubben i Øbrohus
Middagsklubben i Øbrohus
Sophie Hæstorp og Flemming Biirsdahl på taget af Øbrohus
Flemming viste ministeren Øbrohus’ fabtastiske tagterrasse: Prima udsigt fra 11. sal udover byen og sundet.
Sophie Hæstorp og Flemming Biirdahl på taget af Øbrohus

Middagsklubben i Øbrohus

…. er en madklub iværksat af beboerne. De mødes hver anden mandag og laver mad sammen.
 
De er efterhånden vant til politikerbesøg, for både Lars Barfoed (bl.a. tidligere justitsminister), Christina Egelund (uddannelses- og forskningsminister) og Mette Kierkgaard (Ældreminister) har allerede været på forbi til Flemmings forloren hare, der altid er menuen ved ministerbesøg.

Seneste nyt

Andre læste også