Liv Mellem HuseneNavneMindeord for John Olsen

Mindeord for John Olsen

Med stor sorg har jeg modtaget meddelelsen om, at KAB’s tidligere formand, John Olsen, pludseligt er afgået ved døden mandag den 24. november. John blev 74 år.

John Olsen
Foto: Annette Sadolin

John var en markant og afholdt skikkelse i KAB-Fællesskabet gennem mange år. Med sin store faglige kompetence og dedikation satte han et markant præg på udviklingen af KAB i sin tid som formand fra 2017 til 2023.

Hans aktive virke går dog meget længere tilbage – ud over at have været medlem af KAB’s bestyrelse i 25 år, har han gennem årene været en vellidt formand for først Fredensborg Boligselskab og senest Ballerup Ejendomsselskab. Og han var først som sidst beboernes advokat. Som han sagde i et interview i 2021:

”[Min vigtigste opgave er] at være beboernes agent, ambassadør og interessevaretager. En af de ting, der ligger mig på sinde, er at tage ansvar for fællesskabet.”

John påtog sig gennem årene også en lang række tillidshverv – både hos os og i andre sammenhænge – og han udfyldte dem alle med integritet og stor ansvarlighed. Ud over sine poster i flere bestyrelser i KAB-Fællesskabet var han kendt for sit overblik og sin rolige fremtoning, hvilket gjorde ham til en efterspurgt ordstyrer ved afdelingsmøder. Frem til sin død var han desuden formand for BL’s 9. kreds.

I sin fritid var John lige så aktiv som i sit faglige og beboerdemokratiske virke. Sammen med sin kone, Helen, tilbragte han ofte sommeren på rejser rundt i Europa, hvor de både nød de lokale gastronomiske specialiteter og gerne tog en omvej for at opleve en klassisk koncert. John havde desuden en passion for teknik og fordybede sig i high-fidelity, fotografering og video. I hjemmet i Måløv havde han indrettet et helt rum til sin digitale modeljernbane.

Mine tanker går til Helen og resten af familien i denne svære tid. Vi er mange i KAB-Fællesskabet, der deler deres sorg og vil mindes John med taknemmelighed og respekt.

Æret være Johns minde.

Jens Elmelund

Seneste nyt

Andre læste også