På en solrig mandag morgen i oktober gik en håndværker rundt i opgangene i SAB Saxobo på Vesterbro. Hans opgave var at forsegle afdelingens affaldsskakte.
”Skakten er lukket” står der på det klistermærke, der til sidst bliver sat på skakten. Fremover skal beboerne sortere skraldet i lejligheden i et sorteringsnet, som SAB har lavet specielt til beboerne, og aflevere det i skraldeskuret i gården.
I SAB Saxobo var afdelingens løsningsforslag til skaktlukningen blevet stemt igennem på et beboermøde. Den 21. oktober 2024 blev deres skakte officielt lukket. Det stemmer godt overens med organisationsbestyrelsens beslutning om at lukke alle affaldsskakte inden udgangen af 2025.
En rigtig møgopgave
SAB’s undersøgelser viser, at det er svært at overholde arbejdsmiljøreglerne når der udføres skaktarbejde. Skaktarbejde kræver meget beskyttelse og plads til at kunne gøre sig ren efterfølgende.
Manglende beskyttelse og rengøring øger risikoen for sygdom og smitte, som kan blive bragt videre til kolleger og familie, ligesom der kan forekomme tunge løft og risiko for at skære sig.
Spørger man Jacob Christian Larsen, servicemedarbejder i SAB, er han ikke i tvivl:
”Jeg er glad for at slippe for at skulle håndtere og vedligeholde skaktene fremover.”
Individuelle løsninger
I beslutningsprocessen er der selvfølgelig forståelse for, at afdelingerne i SAB ikke er ens.
”I nogle afdelinger kan der være problemer med at få plads til skraldebilen, der skal ind og hente affaldet. I andre kan der måske være mange ældre, som har længere ned med skraldet. Beslutningen om skaktlukning skal derfor ikke ses som en ’one size fits all’ løsning. Hver afdeling må finde ud af en løsning til deres behov,” siger John B. Sørensen, formand for organisationsbestyrelsen i SAB.
I Saxobo lå løsningen til skaktlukningen allerede i gården.
”Gårdlauget havde et ubrugt skur, som vi nu bruger til sorteringsskraldespande,” forklarer Jonas Leth Jakobsen, serviceleder i SAB, mens han viser rundt i gården.
Stærkt samarbejde styrker arbejdsmiljøet
Beslutningen om skaktlukninger har været et fokuspunkt for SAB i flere år. Samtidigt viser det sig også, at der er meget inspiration og hjælp at hente fra kommunen.
Løsningerne på skaktlukninger behøver ikke være store, omfattende eller forkromede.
”Der har været et tæt samarbejde med en konsulent i kommunen, som fungerer som mellemmand. Det viste sig, at der var mange forskellige alternativer til skakte, som ikke krævede godkendelse fra kommunen eller byggetilladelser,” forklarer Adam Vangtorp, driftschef i SAB.
Udover forbedret arbejdsmiljø blandt medarbejderne er der også penge at hente.
”Konsulenten hjælper os her i starten med at holde øje med, hvor meget af hver type skrald der bliver hentet i afdelingen. På den måde kan vi optimere affaldsløsningerne bedst muligt, så vi ikke længere skal betale for afhentning af halvtomme skraldespande eller for meget restaffald,” siger Jonas.