Tirsdag. Midt på Borgbjergsvej på hjørnet af Anker Jørgensens Plads er der pludselig aktivitet i et ellers forladt og lidt forfaldent erhvervslokale i Frederiksholm, karré 6, Boligselskabet AKB, København.
Folk går forbi på gaden med lange øjne og spejder nysgerrigt ind. Indenfor bliver der skåret græskar, plukket skovsyre og rørt grundigt rundt i gryderne på de små blus, der i dagens anledning er sat op.
Denne tirsdag er nemlig den første såkaldte pilotdag for det, der forhåbentlig med tiden bliver til Sydhavnens nye madhus. Ved de små improviserede ”køkkener” står lokale fra området, tilfældige forbipasserende og to kokke fra den anerkendte restaurant Pauli, som har hjemme længere nede ad gaden.
”Det betyder meget at kunne bidrage til lokalområdet. Vores restaurant er jo ekskluderende for mange på grund af priserne på de råvarer, vi bruger. Men vi så et stort potentiale for at skabe noget nyt og anderledes i det her lokale,” siger Anders Kvorning, medejer af Pauli og uddyber:
”Vi drømmer om at samle folk og dele viden på tværs af generationer og etniciteter. Det er tydeligt, at mad er et af de emner, alle kan tale med om, og der er i forvejen en kultur med at være fælles om livet i Sydhavnen. Hvis vi kan lave et mødested, der danner rammen om mad, samtale og samvær, vil det være rigtig godt for området.”
Stor lokal opbakning
Onsdag. Pilotdag nummer to. Råvarerne og gæsterne i det lille lokale er skiftet ud. I dag skal der forberedes sandwich til morgendagens langbordsmiddag.
Fremmødet er igen stærkt og i det hele taget har den lokale opbakning været overvældende. Bl.a. har Folkekirkens Genbrug lånt møblementet til lokalet, og formand for afdelingsbestyrelsen i Frederiksholm, karré 6, Freddy Jespersen, glæder sig over at mærke lokalområdets støtte.
”Folk er spændte og nysgerrige på, hvad der kommer til at ske her. Beboerne i Sydhavnen er stolte af deres bydel, og jeg håber, at det nye madhus kommer til at bidrage yderligere til den følelse,” fortæller Freddy Jespersen.
Alligevel har det krævet stort mod fra afdelingsbestyrelsen at træffe beslutningen om at kaste sig ud i projektet.
”Det er jo lidt et sats. For os og for Pauli. Vi kunne have valgt at leje lokalet ud til en mere traditionel forretning, men vi tror på, at det her er for Sydhavnens bedste. Det vil skabe diversitet i forretningslivet og gøre området mere attraktivt for nuværende og kommende beboere,” siger formanden.
Omdannelse af Anker Jørgensens Plads
Torsdag. Tredje og sidste pilotdag. De små madlavningsstationer i lokalet på Borgbjergsvej er byttet ud med et langbord, og der bliver langsomt fyldt op med gæster.
En af dem, der lægger vejen forbi, er Lars Strand, chefkonsulent for erhvervsstrategi i KAB.
”Vi har gennem flere år arbejdet med at styrke forretningslivet i området, fordi det betyder meget for, hvordan bydelen fungerer og beboerne trives,” siger han og fortsætter:
”Vi har ønsket at omdanne Anker Jørgensens Plads, som har været udfordret, og når vi i dag ser hvor mange lokale, der bakker op og har lyst til at være med, tror vi på at Sydhavnens Madhus kan bidrage enormt til at skabe liv i lokalerne og ikke mindst skabe liv og aktivitet på Anker Jørgensens Plads.”
For Anders Kvorning er der allerede mange billeder i hovedet af, hvordan livet i det kommende madhus vil komme til at se ud. Kokkeskole, cocktailkursus og meget mere er på tegnebrættet, men en ting er sikkert.
”Det skal være et sted, hvor de lokale altid kan komme. Med kaffe på kanden og lidt bagværk.”
For nu er planen at færdiggøre en ansøgning til Realdania, som skal sikre en stor del af den finansiering, der skal til for at omdanne det tomme lokale til et hyggeligt madhus. Går ansøgningen igennem, kan madhuset forhåbentlig slå dørene op i slutningen af 2025 eller starten af 2026.