DemokratiBeboerdemokratiGenvalg til formanden – og velkommen til to nye ansigter i bestyrelsen

Genvalg til formanden – og velkommen til to nye ansigter i bestyrelsen

Sophus Vørsing blev genvalgt som formand for KAB’s bestyrelse, da repræsentantskabet var samlet den 21. maj

Onsdag den 21. maj løb årets første repræsentantskabsmøde af stablen i KAB-Huset. Her aflagde bestyrelsen ved formand Sophus Vørsing sin årsberetning, inden adm. direktør, Jens Elmelund, præsenterede årsrapporten for 2024.

KAB’s formand Sophus Vørsing, Sydkystens Boligselskab, fik genvalg til en ny 2-årig periode.

En årsrapport som bl.a. viser, at KAB har en rigtig sund økonomi og i det forgangne år har øget henlæggelserne til de igangværende digitale investeringer. Det er et vigtigt grundlag for den omstilling, som KAB er i gang med.

Samtidig understregede den administrerende direktør KAB’s stærke fokus på fortsat at levere god og effektiv drift sideløbende med de digitale forandringer, som kræver mange ressourcer.

KAB’s repræsentantskab godkendte årsrapporten.

Efter en livlig debat om alt fra beboerdemokratiets fremtid til kunstig intelligens og mere effektiv gennemførsel af helhedsplaner, var det tid til valg til bestyrelsen.

Velkommen til to nye bestyrelsesmedlemmer

Henrik Dauer Thorenfeldt, Boligforeningen 3B (tv.) og Lasse Emil Naiga-Andersen, Boligselskabet, AKB, Taastrup, er nu en del af KAB’s bestyrelse.

Sophus Vørsing blev genvalgt som formand uden modkandidater.

Otte kandidater stillede op til de seks pladser i bestyrelsen, der var valg til.

Iris Gausbo, Boligforeningen 3B, havde meddelt, at hun ikke modtog genvalg, og tre nye kandidater stillede op.

Lasse Emil Naiga-Andersen, Boligselskabet AKB, Taastrup og Henrik Dauer Thorenfeldt, Boligforeningen 3B, blev valgt ind som nye medlemmer af KAB’s bestyrelse.

Resultatet af afstemningen betød, at Frank Sass, SAB, forlader bestyrelsen.

KAB’s bestyrelse ser nu således ud.

Sophus Vørsing takkede Iris Gausbo og Frank Sass for deres store bidrag til KAB’s bestyrelse og bød de nye ansigter velkommen.

Hannibal I. Silva, FFB, er ny 3. suppleant.

Hannibal I. Silva, FFB, som også stillede op til bestyrelsen, blev valgt som 3. suppleant efter hhv. Iris Gausbo, Boligforeningen 3B, og Olav Csiky, SAB.

Slutteligt var der valg af 2 medlemmer med bred interesse for og indsigt i samfundsforhold. Her indstillede KAB’s bestyrelse Søren Kaare-Andersen og Gyrithe Saltorp til genvalg. Begge blev valgt uden modkandidater.

Seneste nyt

Andre læste også