BæredygtighedGenbrugte træmoduler bliver til nye almene boliger

Genbrugte træmoduler bliver til nye almene boliger

Med støtte fra Realdania er KAB, Boligselskabet AKB, København, Boligforeningen 3B og CPH Village gået sammen om et pilotprojekt, som skal skabe betalbare boliger med lav klimapåvirkning

Træmoduler fra midlertidige studieboliger skal omdannes til nye almene boliger i nyt udviklingsprojekt. Illustration: CPH Village / MiMa Studio.

Der er massiv mangel på boliger, der er til at betale for mennesker med almindelige indkomster i København. Og det ser ikke ud til at blive bedre i de kommende år. Stigende grund- og byggepriser har gjort det så godt som umuligt at bygge almene boliger, og dermed er den politiske målsætning om 10.000 nye af slagsen inden 2036 stærkt udfordret.

Udfordret er også klimaet, når der anvendes traditionelle CO2-tunge byggemetoder i store byggeprojekter. Det har bl.a. gjort, at der er indført politisk fastlagte krav om reduktion af byggeriets CO2-udslip.

De to udfordringer danner tilsammen grundlaget for et nyt udviklingsprojekt, som skal analysere rammer og muligheder for at etablere boliger, der er til at betale – og med markant lavere klimabelastning end traditionelt byggeri.

KAB, Boligselskabet AKB, København, Boligforeningen 3B og CPH Village vil sammen finde løsninger på, hvordan man kan bygge almene boliger ved at genbruge og transformere træmoduler fra midlertidige studieboliger.

”Det er et super spændende projekt, som taler direkte ind i to af tidens store udfordringer på boligområdet. Målet er, at projektet bliver et konkret bidrag til den offentlige debat om byggeri og byudvikling – og forhåbentlig på sigt bliver en model for at skabe flere almene boliger og samtidig passe på klimaet,” siger Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.

Fællesvaskeri bliver til boliger

Der tages udgangspunkt i træmodulerne, der i dag udgør CPH Villages midlertidige studieboliger i Jernbanebyen på Vesterbro i København. Det vil blive undersøgt, hvorledes boksmodulerne kan tilpasses nye almene og private boliger, både på den eksisterende placering og på andre lokationer.

Grundejeren DSB Ejendomsudvikling følger også projektet med interesse.

“Byudviklingen i Jernbanebyen skal ske med en høj grad af bevaring og transformation af vores eksisterende bygninger. KAB og CPH Villages projekt ligger i forlængelse af vores visioner for Jernbanebyen om at skabe en grøn og blandet bydel med forskellige boligformer og plads til alle,” udtaler Søren Beck-Heede, chef for DSB Ejendomsudvikling.

På Bellahøj står Boligselskabet AKB, Københavns fællesvaskeri overfor en grundlæggende transformation. Her kan bygningens eksisterende struktur suppleres med transformerede boksmoduler fra Jernbanebyen og omdannes til almene boliger.

Det skal desuden testes, om moduler kan transformeres til beboerhusformål i eksisterende boligafdelinger.

”Ved at transformere vores træmoduler, som i dag er studieboliger, til almene boliger får de mindst to liv. Det er godt for klimaet og godt for de mange mennesker, der ikke kan finde en bolig i København. Jeg håber, at dette projekt kan være med til at vise en ny vej til, hvordan vi kan skabe flere betalbare boliger med lav klimapåvirkning,” siger Frederik Noltenius Busck, direktør i CPH Village.

I pilotprojekterne skal der testes, hvilket omfang af renovering og fortætning det bliver nødvendigt at udføre.

Stort potentiale

Pilotprojekterne bliver afrapporteret på konceptniveau, men med så høj en realitetsgrad, at de vil kunne realiseres efterfølgende.

KAB og CPH Village vurderer, at der i dag er potentiale for at skabe 3-5.000 almene boliger i København ved at transformere træmoduler fra midlertidige studieboliger.

Boligministeriet, Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og BL har faciliteret tilblivelsen, og det er allerede nu afklaret, at udviklingsprojektet kan skaleres indenfor eksisterende almenboliglovgivning.

Projektet har opbakning fra Regeringen ved boligminister Sophie Hæstorp Andersen og en samlet borgerrepræsentation i København.

En bred kreds af aktører i bygge- og boligsektoren, som arbejder med træmoduler til boligformål, er tilknyttet projektet i et advisory board. Det drejer sig om PensionDanmark, Kirkbi, AkademikerPension, Home.Earth, Byggeskadefonden, 3B og AKB, Nordic Wood Industries og Enemærke & Petersen.

Pilotprojektet er støttet af den filantropiske forening Realdania og forventes gennemført i 2025.

Seneste nyt

Andre læste også