ByggeriFuld plade på energirigtig forvandling

Fuld plade på energirigtig forvandling

Det er næsten som et Kinderæg – bare uden de tomme kalorier. En løsning med tre tiltag i ét: en smuk renovering, reduceret udledning af drivhusgasser og en stor besparelse for beboerne. Taastrupgaard er under forvandling

Taastrupgaard med nye træfacader

De, der kender Taastrupgaard som 30 betonblokke flankeret af en 900 meter lang bygning, vil nok have svært ved at genkende den bydel, der er ved at udvikle sig på Vestegnen.

En helhedsplan til 1,3 milliarder skal ikke bare forvandle Taastrupgaard til mindre bykvarterer med vægt på fællesskab, men også skabe attraktive, energirigtige boliger.

Ny overfrakke sender skimmel på porten

Der arbejdes nu på det første af de i alt tre bykvarterer, og man begynder at kunne se, hvad fremtiden bringer. Den mest iøjnefaldende forandring er, at de tidligere betonfacader er udskiftet med lette facadeløsninger i træ.

”Kuldebroer i facaden var en stor udfordring, og det betød, at mange beboere havde et højt varmeforbrug. Det var hverken godt for beboernes pengepung eller miljøet,” fortæller Christian Thorup, der er projektleder på renoveringen, og fortsætter:

”Ved at give bygningen en ny ’overfrakke’ kan vi varme hele bygningskernen op og derved undgå kuldebroer, skimmel og træk. Og når vi bruger etagestore elementer i et let og organisk materiale som træ, kan vi samtidig reducere klimaaftrykket i projektet.”

Renoveringens fordele kan dokumenteres med tal.

Fra D til A+

Wissenberg, der er totalrådgiver på renoveringen, har beregnet, hvad renoveringen vil betyde. Og det ser godt ud.

  • Renoveringen forventes at reducere energiforbruget i boligerne med 60 %. Fra 115 kWh pr. m2 til ca. 40 kWh pr. m2.
  • Bygningerne løftes fra Energiklasse D til A+.
  • Over en periode på 50 år reduceres udledningen af drivhusgasser med 10.000 ton.
  • Den samlede besparelse på energiforbruget forventes at blive ca. 4,45 Mill kr. pr. år.

De tørre tal taler for sig selv, men formanden for Taastrupgaard understreger, at renoveringen også handler om socialt ansvar.

4 fotos af Taastrupgård gennem tiden
Taastrupgaard gennem tiden – øverst fra venstre: 1986, 2002, 2016 og den første renoverede blok fra 2024 med nye træfacader. Fotos: KAB og Lars Bertelsen.

Trivsel er lige så vigtigt som bedre isolering

”Renoveringen vil reducere energiforbruget og mindske klimaaftrykket, men også forbedre komforten og indeklimaet for beboerne. Det er afgørende, at vi fremtidssikrer vores boligområder, og Taastrupgaard er et godt eksempel på, hvordan man kan kombinere moderne energiløsninger med socialt ansvar,” konstaterer Oguzcan Yüksel, formand for Taastrupgaard, og uddyber:

”For energirenoveringen skal ikke kun være en teknisk forbedring af bygningerne, men også have en positiv effekt på beboernes trivsel og sundhed. Samtidigt har det også været vigtigt for os at sikre, at boligerne forbliver tilgængelige og økonomisk overkommelige, så renoveringen ikke fører til social udskiftning, hvor nuværende beboere bliver presset ud.

Alt i alt ser Oguzcan Yüksel frem til at opleve de positive forandringer og langsigtede fordele, som renoveringen vil medføre for både beboere og miljøet.

Forvandling over tid

Går alt efter planen, kan de første beboere vende hjem til deres boliger i løbet af sommeren 2025. Herefter sættes de sidste tre etaper af helhedsplanen i gang. De forventes gennemført fra 2026-2030.

Er du blevet nysgerrig? Læs mere om forvandlingen af Taastrupgaard

Seneste nyt

Andre læste også