Forside Demokrati Boligpolitik Frank Jensen: Fortætning er ikke til at komme uden om, hvis der...

Frank Jensen: Fortætning er ikke til at komme uden om, hvis der skal være plads til alle

Det kan blive nødvendigt at kigge på loven om maksimumbeløb på almene boliger, mener den tidligere overborgmester

Tema: Ingen blandet by uden almene boliger

Målet er, at hver fjerde nye bolig i København skal være almen. Men de seneste år har kun hver tiende været almen. KABnyt har spurgt tre overborgmestre – to forhenværende og den nuværende – hvad der skal til for at sikre en blandet, mangfoldig hovedstad med plads til alle typer af borgere.

Frank Jensen

Han var overborgmester i København fra 2010 til 2020, har været justitsminister og kandidat til formandsposten for Socialdemokraterne. Og så var og er han en stærk fortaler for at skabe en blandet by, hvor alle, uanset indkomst, kan finde et hjem.

At ilden for København stadig brænder er tydeligt, da KAB møder Frank Jensen til en snak på Islands Brygge Kulturhus, tæt ved den tidligere overborgmesters hjem. Og i øvrigt samme sted, hvor han i sin tid annoncerede, at han ville stille op som overborgmester i Danmarks hovedstad.

Det var i Frank Jensens tid, at han i samarbejde med Christiansborg fik igennem, at hver fjerde nye bolig i København skal være almen. Den beslutning er han glad for i en grad, at man nok godt kan kalde det stolthed på nordjysk.

”Reglen har haft kolossal betydning for Københavns muligheder for at være en blandet by. Man kan simpelthen ikke overvurdere den betydning, som den ændring fik og vil få,” siger Frank Jensen.

Tid til at kigge på maksimumbeløbet

Til gengæld er han med på, at reglen om, at hver fjerde bolig skal være almen, ikke nytter meget, hvis der ikke er råd til at bygge alment. Og det kniber i dag pga. inflation, dyre materialer, stigende lønninger i branchen og dyre grunde. Almene boliger kan simpelthen ikke opføres indenfor den ramme, som loven tilskriver. Så loven må laves om, erkender han.

”Enhver boligminister må sammen med kommunerne hele tiden holde øje med, om maksimumbeløbet simpelthen er for snærende til, at der overhovedet kan bygges. Og jeg er helt med på, at det er nødvendigt at se på det maksimumbeløb. For der skal kunne bygges almene boliger,” siger Frank Jensen.

Han understreger samtidig, at han ikke er vild med at hæve maksimumbeløbet. For dyrere byggerier betyder højere huslejer. Den sammenhæng er ikke til at komme udenom.

“Det handler også om, at man kan frigive ressourcer ved fortætning, som man kan bruge til et kvalitetsløft”

Fortætning kan give løft og liv

En central del af Frank Jensens vision for København er fortætning – også i den almene sektor. Han beskriver det at få plads til flere på samme areal som en kompleks proces, der kræver mod og politisk vilje. Men fortætning kan hjælpe med at udnytte byens begrænsede rum mere effektivt og skabe mere liv i bydelene, påpeger han.

”Der er jo ret mange friarealer rundt omkring. Men man skal jo ud over, at det bare handler om at give afkald på noget. Det handler også om, at man kan frigive ressourcer ved fortætning, som man kan bruge til et kvalitetsløft,” siger Frank Jensen, der selv arbejder med konkrete fortætningsprojekter med københavnske almene boligselskaber.

Han peger i samme ombæring på, at der kan opstå noget positivt ved at lade private og almene kræfter – og boliger – komme tættere på hinanden. Det styrker visionen om netop en blandet by.

Frank Jensen nævner specifikt Tingbjerg som et eksempel, hvor fortætning har været en udfordring, men også en mulighed for at forbedringer og revitalisering – blandt andet med et kulturhus og bibliotek og faciliteter for børn og unge.

”Den almene sektor er jo til for at skabe noget for samfundet og beboerne – ikke for sektoren i sig selv. Der er jo politikere, som nærmet hader den almene sektor. Jeg har det lige modsat. Jeg elsker den. Derfor er det også os, som er forpligtet til at holde det almene i live og udvikle den. så vi kan skabe en by med højere kvalitet, større tryghed og boliger til en leje, hvor de fleste kan være med, siger Frank Jensen.

Læs også interview med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen

Læs også interview med tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen

Læs Jens Elmelunds kommentarer

Fakta om maksimumbeløbet

Siden 2005 har der været en øvre grænse for, hvad det må koste at opføre et alment nybyggeri, kaldet maksimumsbeløbet.

Det beregnes i pris pr. kvadratmeter og et tillæg pr. boligenhed. Maksimumbeløbet varierer i forhold til boligtype og geografi.

Maksimumsbeløbet udgør i alle kommuner i hovedstadsområdet 23.760 kr. for familie- og ungdomsboliger og 34.540 kr. for ældreboliger (gældende for nybyggeri, som får godkendt skema B i 2024).

Beløbet reguleres én gang årligt pr. 1. januar.

Grafen viser udviklingen i de faktiske byggepriser (blå) og maksimumbeløbet (rød) siden 2015. Som det fremgår, er gabet mellem de to tal voksende, hvilket er en væsentlig forhindring i at nå målet om 25 % almene boliger i alle nybyggerier i København.
Exit mobile version