DemokratiStafettenForeningslivet er en bærende del af vores samfund

Foreningslivet er en bærende del af vores samfund

Foto: KAB

Jørgen Blond bor med sin hustru fra Colombia i boligafdelingen Stjernen på Frederiksberg, hvor der tidligere lå et bryggeri af samme navn. Jørgen er uddannet folkeskolelærer i 1974, og har bl.a. arbejdet som ungdomsskoleleder på Skovbo Ungdomsskole og siddet i bestyrelsen i Borup Idrætsforening. Foreningsarbejde og håndbold på højt plan har spillet en stor rolle i Jørgens liv, og som tidligere spiller og træner ved han, hvad der skal til for at løfte et hold op i 1. division. 🤾‍♂️

Hvad ser du personligt som din vigtigste opgave?

Min vigtigste opgave er at bringe organisationsbestyrelsen tættere på afdelingsbestyrelserne, så de ved, at FFB er til for at varetage deres interesser. Det vil jeg gøre ved at lytte, være åben og handle på deres forslag. Derudover er det enormt vigtigt, at jeg ved, hvad afdelingerne forventer af mig, og hvad der optager dem i hverdagen. Sammen skal vi sætte retningen for et stærkt selskab med en sund økonomi, hvor vi handler ansvarligt og holder huslejen i ro.

Som afsæt for det arbejde, har vi i OB fået udarbejdet en samarbejdsanalyse, der belyser forholdet mellem afdelingsbestyrelserne, FFB som boligselskab og KAB som administrationsselskab. Analysen viser bl.a. et behov for at gøre afdelingernes regnskaber mere simple, så det er nemmere at få overblik over økonomien. Samarbejdsanalysen bliver et vigtigt værktøj til at udvikle FFB fremadrettet.

Hvis du får besøg, hvad vil du vise frem?

Det er oplagt at vise området ved Betty Nansens Plads, som blev indviet i september i år. Der er en diversitet af boliger med både plejehjem og handicapboliger, og butikker som Kaffe Karma og JunkFood rækker ud til områdets beboere og FFB’s afdelinger.

Derudover vil jeg vise de mange hyggelige lommer i vores afdelinger, hvor der foregår sociale aktiviteter som fx banko og pasning af haver, og hvor fællesskaberne er stærke. Jeg vil fremhæve fællesspisning i Stjernen, de smukke grønne områder mellem karréerne i Nyelandshuse, Storm P’s gavlmalerier i Skolevænget ved Nordens Plads, Solbjerg Have og Delehusene, hvor det føles som at træde ind i en anden verden.

Hvilke emner og problemstillinger er I aktuelt optaget af?

FFB har de sidste 5 år haft mange bygge- og renoveringssager, og vi har et ”oprydningsarbejde” at tage fat på. Det er vores håb, at vi i 2025 kommer i mål med varige og acceptable løsninger for bl.a. byggeskadesagen i Solbjerg Have, men ting tager tid, så….

Det er desuden vigtigt, at vi i organisationsbestyrelsen finder fælles fodslag. Vi er en ny bestyrelse med ny formand, ny næstformand og tre nye medlemmer, og vi har derfor investeret tid i starten på at lære hinanden bedre at kende. Vi har fx holdt to bestyrelsesseminarer og gennemført en personprofilanalyse (DISC), for at få en bedre forståelse for hinandens baggrunde og forskelligheder. Personprofilanalysen viste, at alle fire farver (rød, gul, grøn og blå) er repræsenteret nogenlunde lige i bestyrelsen, hvilket giver et godt udgangspunkt for vores kommende arbejde og vil tjene som en stærk platform for samarbejdet med afdelingsbestyrelserne fremover.

I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt, alle er bekendt med deres roller og ansvar. Det er vi i gang med, og i starten af februar er der kaldt til samarbejdsdag med afdelingsbestyrelserne, hvor føromtalte samarbejdsanalyse vil være omdrejningspunktet.

Hvad kan du lide at lave, når du har fri?

Siden jeg overtog formandsposten i FFB, har jeg ikke haft meget fritid, men min kone og jeg har et sommerhus, som jeg håber, vi får tid til at være mere i. Sommerhuset er vores refugium, hvor vi hygger, slapper af og laver udendørs aktiviteter.

Jeg interesserer mig meget for sport, hvor også min familie er aktiv, og som tidligere håndboldspiller og håndboldtræner følger jeg herre- og damelandsholdet tæt. Det vil jeg gerne bruge mere tid på. Derudover træner jeg et par gange om ugen i SATS på Østerbro, og forsøger i det hele taget at holde mig i god form.

Stafet-spørgsmålet: Du er ny som formand for FFB. Hvordan oplever du det, og er der nogle opgaver, der overrasker dig?

Selvom jeg har siddet i FFB’s organisationsbestyrelse siden 2017, kommer det lidt bag på mig, hvor meget jeg skal tage stilling til. Jeg synes, det er spændende, og jeg brænder for opgaven, men jeg er samtidig bevidst om, at det er glæden ved det frivillige arbejde, der skal være drivkraften i det, jeg foretager mig.

Når man som jeg er formet af sportsverdenen, ligger det mig meget på sinde at skabe et stærkt OB-hold, der kan række ud til afdelingerne og lytte til deres behov og drømme. Vi skal skabe de bedst mulige rammer for beboerne. Ambitiøst? Måske, men sammen med resten af OB og vores dygtige kundechef, glæder jeg mig til den videre færd.

Hvem giver Jørgen stafetten videre til?
Jeg vil gerne sende stafetten videre til John Bøgelund Sørensen, som er formand for SAB.

Kære John, du er formand for et meget stort selskab med de glæder, udfordringer og problemer, det giver. Hvordan klarer du de op- og nedture?

Sportslige meritter og ledelsesfilosofi

Jørgen har været aktiv håndboldspiller og håndboldtræner i mange år. I 1983 førte han Holbæk Håndboldklub fra 2. til 1. division, og i 1997 rykkede han YDUN HK fra 3. til 2. division.

Jørgens ledelsesfilosofi kommer fra sportsverdenen, hvor fokus er på at løfte i flok og få alle på holdet til at yde deres bedste. Det er ved at lytte til spillernes behov og kende deres styrker og her medlemmernes/beboernes, at man opnår det bedste resultat.

Seneste nyt

Andre læste også