Forside Liv Mellem Husene Fælleshaver i Tingbjerg øger livskvaliteten

Fælleshaver i Tingbjerg øger livskvaliteten

På en strålende solskinsdag fejrede beboerne i Tingbjerg fredag den 6. september indvielse af deres nye dyrkningshaver. Et af den slags initiativer, der ifølge Realdanias undersøgelser øger livskvaliteten

to beboere i tomathaven

De kan noget derude i Tingbjerg. Selvom deres dyrkningshaver er blevet lukket ned på grund af nybyggeri, opretter de bare nogle nye. Og de glemmer ikke at fejre det.

Derfor var der både kaffe, hjemmebagt kage, kreative værksteder og fællesspisning, da beboerne stimlede sammen for at indvie de nye haver mellem de lave gule blokke.

Tak til ildsjælene

Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, var med til indvielsen. Han kunne fortælle, at netop denne slags fællesskaber på tværs, som haverne er et godt eksempel på, ifølge Realdanias undersøgelser kan øge livskvaliteten med op til 20 %.

”Byhaverne er et supergodt eksempel på, hvordan vi kan bruge vores fællesarealer på en måde, der øger fællesskab og trivsel og dermed også livskvaliteten for beboerne. Tak til alle ildsjælene i Tingbjerg, der har gjort det muligt,” sagde Jesper Nygård.

Fuld plade på byudvikling

I Tingbjerg går det stærkt i øjeblikket. Der fortættes og bygges private boliger, plejecenter og butikker. Haverne bliver nye, fælles mødesteder på tværs af gårdrum, generationer, hudfarve, private og almene beboere.

Du kan læse mere om byudviklingen i Tingbjerg her

Hvis det er længe siden, du har været fordi denne grønne plet i Brønshøj, skulle du unde dig selv en tur derud og se den forvandlede bydel.

Se billedshow fra dagen med brunsviger og børneværksteder, party og pileflet herunder
(klik på pilen til højre i billedet for at bladre).

­­Natasha bor i FSB-Tingbjerg og udover at være grøn ildsjæl i Fælleshaverne, driver hun et ugentligt kreativt værksted på den lokale nærgenbrugsstation. I vinterhalvåret flyttes værkstedet til Tingbjerg Kulturhus. På den måde fortsætter de bæredygtige aktiviteter også om vinteren, når der er stille i haverne.
Området med haver er stadig ikke færdigt (som det ses, er der endnu ikke kommet græs), men de sidste maskiner blev pyntet op til fest.
Inden talerne blev der lagt ud med rå mængder af kaffe, sodavand og hjemmebagt kage.
Foto: Mikal Schlosser
Nu skal vi ikke glemme, at det handler om haver; selv under festen fandt beboerne da også tid til at tjekke den kommende høst.
Katharina har kun boet i SAB-Tingbjerg i tre år, men er meget aktiv. Hun sidder i bestyrelsen, er med i Fælleshaverne og underviste senere i pileflet. “Jeg har godt ikke prøvet det i mange år, men det sidder ligesom i fingrene.”
Foto: Mikal Schlosser
Efter skåltalerne blev der plantet et Japansk Kirsebærtræ – du ved det, der står så smukt lyserødt om foråret – på toppen af bakken.
Fra venstre Shaheenullslam Pahloan fra Fælleshaverne, Olav Csiky, formand for Fælleshaverne og medlem af bestyrelsen i SAB-Tingbjerg, Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, Marianne Vittrup, byudviklingschef for det samlede Tingbjerg, Jens Kramer Mikkelsen, direktør i NREP og Mahad Farah, direktør i Innovator.

Tingbjerg Fælleshaverne

….. er en non-profit, beboerdrevet haveforening, der arbejder for at skabe grobund for fællesskaber mellem beboere i Tingbjerg gennem dyrkning af haver.

Fælleshaverne er vokset fra én til hele tre fælleshaver (Eilers Have, Fredens Have og Skolesidens Have) i Tingbjerg. Dyrkningsfællesskabet giver adgang for beboere på tværs af boligformer til selv at dyrke grøntsager og deltage i sociale aktiviteter (f.eks.stiklingsbytte, spiredag, havedage, fællesspisning, workshops/uddannelse og høstfest).

Fælleshaverne kan også bidrage til at understøtte andre aktørers aktiviteter i Tingbjerg, som f.eks Steno Diabetes Center, Tingbjerg Challenge eller demokratisk dannelse.

Stor tak til Realdania, Innovator, NREP og SAB, der har støttet Fælleshaverne økonomisk.

Exit mobile version