Nogle sko i en lille reol, en stak aviser, et par planter og den ekstra madras, svigerfar sover på, når han er på besøg. Det hygger lidt i opgangen, og generer jo ikke nogen.
Medmindre der opstår en brand, altså. For når møbler – eller bare sko – flytter ud i opgangen, flytter risikoen for brandfare med. Ikke alene er der materiale, der kan antændes, men det kan også spærre flugtvejen og hindre hjælpen i at nå frem.
Der er sikkert mange, der kan genkende situationen, og i Taastrupgaard har de valgt at gøre noget ved det. Medarbejdere i driften har sammen med medlemmer af afdelingsbestyrelsen lagt en plan.
For det handler ikke kun om beboernes ting i opgangene – men de er en vigtig del, så dem kommer vi tilbage til.
Lavt og højthængende frugter
”Vi gennemgik hele bebyggelsen med en tættekam og en brandteknikker fra Willis (forsikringsmægler, red.) i foråret. Alt, der ikke var private boliger. Hvert et rum, hvert et hjørne,” fortæller Janne Carlsen, souschef i Taastrupgaard.
Kort efter landende en meget omfangsrig rapport fra Willis på ejendomskontoret, som personalet gennemgik. De lavthængende frugter høstede man straks. Små opgaver, der ikke var omkostningstunge, som fx udendørs askebægre, anskaffelse af brandtæpper og flugtskilte.
På de større opgaver skulle der indhentes tilbud fra håndværkere. Fx skulle alle rum i kældrene tætnes, så evt. brand får sværere ved at brede sig.
”Vi har luft i budgettet, så selvom det kommer til at koste omkring 2. mio. kr. at brandsikre hele bebyggelsen, kan det gøres uden huslejestigninger. Men det viser, at vi har en visionær og modig bestyrelse, der tør træffe de rigtige beslutninger. Også når det er mange penge, der skal bruges,” siger ejendomschef Michael Riis Nyrand. (Taastrupgaard er en ældre og stor bebyggelse med 725 boliger – det er ikke sikkert, det bliver lige så dyrt hos jer).
Men der skal mere til at gøre bygningerne brandsikre.
Beboernes beslutning
Som nævnt i indledningen, har beboernes adfærd også betydning. Så første step var at ændre husordenen.
”Vi indkaldte til et ekstraordinært afdelingsmøde, for vi skulle ændre husordenen. Det skal fremgå eksplicit, at det ikke er tilladt at lade ting stå på reposen,” forklarer Janne.
Og sådan blev det – beboerne vedtog det. Men som de fleste ved, er det ikke alle, der deltager i afdelingsmøderne. Så hvordan får man informationen bredt ud?
Man banker på.
En grå morgen i december er der er fyldt helt op rundt om det lange bord i driftskontoret. Både medarbejdere og medlemmer af afdelingsbestyrelsen er stået tidligt op.
Ejendomsmester Sahin Kartal tager ordet.
”Så skal vi ud og banke på de sidste døre. Ernst og Morten – I går sammen med Allan. Ali – du går med Michael.”
Sahin fortsætter, til alle har en makker.
Det er tredje og sidste tirsdag, de går rundt og banker på hos beboerne. Alle 725 døre i Taastrupgaard får et bank. Og er der ingen hjemme, hænges der information op på døren.
”Der er blevet tage rigtigt godt imod os. Ingen sure miner,” siger Sahin.
”Vi understreger, vi kommer for deres sikkerheds skyld. Og vi kan se, det hjælper. Beboerne snakker også om det indbyrdes,” supplerer Janne.
En af dem, der går med rundt, er Stefan Ørsted, der er medlem af afdelingsbestyrelsen. Han har en særlig forudsætning for at være med.
Det sker på sekunder
Stefan er tidligere brandmand. Han ved, hvor let en brand kan opstå. Og ikke mindst: Hvor hurtigt den breder sig.
”Man siger, at en brand udvikler sig opad på sekunder, til siderne på minutter og nedad på timer. Vi har haft nogle rigtigt grimme eksempler herude.”
Stefan har også en lille bonusinfo, der egentlig ikke har noget med forebyggelse at gøre. Men du får den alligevel, for den er vigtig:
(Og er du ligeglad, fortsætter artiklen ganske kort under boksen)
Det der med forsikringen
Manilamærkerne kommer
Men et bank på alle døre er ikke nok. Efter to uger tager medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer en runde mere. Denne gang bevæbnet med manilamærker.
”Står der stadig ting ud på reposerne, når vi kommer tilbage, sætter vi manilamærker på dem med en besked om, at de vil blive flyttet af ejendomskontoret,” fortæller Janne og tilføjer:
”Herefter flytter vi tingene. Vi registrerer selvfølgelig, hvor de er fra og gemmer dem, så beboerne kan få dem igen.”
Alt i alt er det en tidskrævende opgave. Men den kan spare beboerne for mange penge og i sidste instans redde liv.