Der skal ikke kun tales men også arbejdes, når man lægger en grundsten. Sådan har det altid været, og sådan var det også, da grundstenen til Boligforeningen 3B’s boligafdeling Generationernes Byhus blev støbt i Ørestad Syd.
Derfor blev KAB’s adm. dir., Jens Elmelund, Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, og ikke mindst 3B’s formand, Iris Gausbo, udstyret med murerske og en spand beton.
“Der er mange gode dage i 3B, men det her er en af de virkelig gode. Med Generationernes Byhus får København både familieboliger, ungdomsboliger og bofællesskab for 50+ i samme hus. Vi håber, at netop den blanding bliver et godt fundament at bygge fællesskab på,” sagde Iris Gausbo.
Guld trods mindre træ
Netop de omfattende tanker om fællesskab, der ligger i Generationernes Byhus, gjorde indtryk på Line Barfod, der gerne så flere af denne slags almene byggerier i København.
“Vi kan se, at især seniorer efterspørger bofællesskaber. Det skal vi have mere af. I ville gerne have haft mere træ i byggeriet, men jeg er glad for den del, der trods alt kommer. Tusind tak til alle jer, der har været med indtil videre – jeg glæder mig til at se det færdige byggeri,” sagde teknik- og miljøborgmesteren om byggeriet, der bliver certificeret med DGNB-guld.
Fra talerstolen pointerede Iris Gausbo den lange proces på grund af den almene sektors maksimumbeløb og de generelt stigende byggeomkostninger. Det var Jens Elmelund hurtig til at samle op, men ligesom andre af dagens talere lagde han vægt på viljen til at lykkes og komme i mål blandt alle involverede.
“Det her projekt har en klar vision, og der har været fuld eksekveringskraft fra alle parter. Et stærkt hold af tålmodige og vedholdende samarbejdspartnere har gjort det muligt at komme hertil i dag. Og så er det virkelig et hus til byen. Alt i alt er der virkelig ramt plet med det her byggeri,” lød det fra Jens Elmelund bl.a. med henvisning til de forskellige aldersgrupper, som Boligforeningen 3B på én gang bygger for med Generationernes Byhus.
”Solen skal også skinne på almene boliger”
De kommende beboere får adresse i krydset af Robert Jacobsens Vej og Asger Jorns Allé i Ørestad Syd.
”Det er korte afstande til natur og offentlig transport. I den ene ende af vejen træder du ud på Kalvebod Fælled – i den anden ende stiger du på metroen. Og så har Ørestad Syd allerede nogle engagerede beboere og et aktivt lokaludvalg. De går op i gode naboskaber og at få liv mellem husene. Det engagement er et kæmpe, kæmpe plus for området. Med andre ord er det en rigtig god og attraktiv beliggenhed, som 3B’s kommende beboere flytter ind på – helt som de har fortjent. Solen skal også skinne på almene boliger”, sluttede Iris Gausbo.