Demokrati2025 kalder på faste holdepunkter i en uforudsigelig tid

2025 kalder på faste holdepunkter i en uforudsigelig tid

”Vi vil kæmpe for at være et fast holdepunkt, som nuværende og kommende beboere kan regne med”, siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB. To sideløbende indsatser vil præge arbejdet i 2025

Overskriften for 2025 har i flere af de store nytårstaler været den uforudsigelighed, der lige nu præger vores tid.

”Den usikkerhed mærker vi også i vores almene verden. For i en urolig tid er en bolig – eller muligheden for at få en bolig – et fast holdepunkt”, siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB og uddyber.

”Vi møder den boligsøgende, som må vente meget længe på en bolig i hovedstadsområdet. Beboeren, som bekymrer sig om huslejestigninger. Og boligorganisationen, der ikke kan få en byggesag til at hænge sammen på grund af høje priser.”

Det er svære vilkår, som understreger værdien af arbejdet i den almene boligbranche.

”Vi vil kæmpe deres sag. Der er brug for, at vi bygger flere almene boliger og passer godt på dem, vi har. Vi vil i KAB stå på tæer for at hjælpe vores kunder med at løfte de opgaver og på den måde være et fast holdepunkt i en svær tid,” siger Jens Elmelund.

To opgaver på én gang

KAB er i gang med en digital transformation på de interne linjer, som griber ind i alle led i organisationen. KAB-direktøren glæder sig over, at organisationen har vist sig i stand til at køre et krævende parløb:

”Det vi i KAB er gode til – og som vi har brug for at holde fast i – er at kunne to ting på en gang. At levere vores kernedrift i høj kvalitet i tæt samarbejde med vores kunder og samtidig have overskud til at investere i fremtiden. Det er kun på den måde, vi kan blive ved med at være relevante.”

Det er baggrunden for, at KAB bl.a. investerer i digitale løsninger.

”Vi tror på, at teknologien kan hjælpe os med at skabe mere bæredygtige og holdbare løsninger og bedre services til vores beboere, bestyrelser og boligsøgende. Det arbejde vil fylde rigtig meget i 2025,” siger Jens Elmelund, der glæder sig over den enorme vilje og lyst til at gøre tingene bedre, som medarbejdere i hele KAB-Fællesskabet viser.

Helhedsplanernes tid

Ude i boligområderne i KAB-Fællesskabet oplever mange beboere også, at deres verden i disse år bliver vendt på hovedet. Der er gang i rigtig mange helhedsplaner – og mange så gennemgribende, at beboerne må genhuses.

”Der er tryk på mange steder, og vi ved, at det ikke er uden bøvl eller uro for beboerne. Men vi begynder også at se konturerne af noget af det, vi transformerer os henimod. Bedre boliger, bedre klimaløsninger og forhåbentligt også bedre processer for beboerne undervejs. Det bliver spændende at se en ny hverdag i bedre rammer forme sig i de her boligområder,” siger Jens Elmelund.

Kommunalvalg – og bedre rammer om byggeri

På den politiske arena bliver 2025 et år med kommunevalg og et godt samarbejde med kommunerne spiller en stor rolle for KAB.

”Vi har brug for en stærk, fælles alliance med kommuner og branche, så vi blandt andet kan stå sammen i et opråb om bedre rammebetingelser for at bygge almene boliger,” siger Jens Elmelund og uddyber:

”Vi har som branche kaldt på en håndsrækning fra Folketinget til det almene byggeri i nogen tid. Jeg må sige, at nu haster det, hvis vi skal levere de stærkt efterspurgte almene boliger og gøre os gældende i byudviklingen i hovedstadsområdet. Det beløb, vi må bygge for – maksimumbeløbet – skal løftes permanent, hvis gabet mellem den almindelige regulering og prisstigningerne skal lukkes. Det er sund fornuft”.

Seneste nyt

Andre læste også